Spillerne fra Grenaa kunne glæde sig over sejr i første hjemmekamp i Grenaa Idrætscenter.

Spillerne fra Grenaa kunne glæde sig over sejr i første hjemmekamp i Grenaa Idrætscenter. Foto: René Hansen

Gladiatorerne fra Grenaa fører divisionen

Grenaa Gladiators Floorball Club har succes fra starten

Af
Søren Andersen

GRENAA Grenaa Gladiators Floorball Club er et nyt koncept, der meget gerne skulle tiltrække nogle nye medlemmer.

"Vi er stadig en del af FC Grenå, men har fået lov til at forny os, da vi er startet op med et divisionshold og en ungdomsafdeling. Vi har derfor været ude og søge midler. Vi har med hjælp fra Nordea Fonden modtaget 11000 kroner og Intersport har været behjælpelige med spillertøjet og tryk. Derfor havde vi i samarbejde med Nordea og Intersport lavet et lille arrangement oppe foran Intersport, hvor alle der havde lyst kunne komme forbi og prøve floorball. Der kom heldigvis en masse søde børn forbi, vi havde stillet an med kaffe sodavand og kager og det endte med at blive en rigtig hyggelig eftermiddag," siger Michael Bengtson fra klubben.

"Vi har sammen med DGI og Bevæg dig for livet indgået en samarbejdsaftale hvor de yder hjælp med trænerkurser og instruktører, det skulle meget gerne få flere ind i foreningslivet. I den forbindelse vil vi også komme rundt på skolerne i Grenaa og være aktive på de sociale medier, så vi henvender os både til voksne og børn. Vi har allerede fået en pæn tilgang til vores divisionshold, siger Michael Bengtson.

God sæsonstart

Sportsligt er Grenaa Gladiators kommet godt fra start i 3. division. Efter to kampe topper Grenaaholdet rækken med maksimumpoint.

"Med en forventning om, at man skulle være glad for at have vundet bare en enkelt kamp i sæsonen, er det fuldstændigt overraskende, at holdet fører divisionen," siger Michael Bengtson.

Først mødte Grenaa Jelling i en meget intens kamp, hvor begge hold var foran med to mål, men lykken tilsmilede Gladiators og kampen blev vundet 4-5.

Forleden spillede Grenaa så deres første hjemmekamp, hvor Århus Floorball kom på besøg. Igen skulle det vise sig at blive en tæt kamp. Grenaa kom foran allerede efter fem minutter, men så faldt Grenaas spil lidt sammen og der blev masser af fejl afleveringer og det udnyttede Århus og kom på 1-1 inden pausen.

Anden periode blev stort set en kopi af første, bortset fra, at her var det Århus, der kom foran og Grenaa, der fik udlignet midt i perioden.

Nervepirrende til slut

Tredje periode blev yderst nervepirrende, og man skulle hen til 30 sekunder før tid, før der blev fundet en vinder. Igen tilsmilede heldet Grenaa, og på en flot afslutning af en af Grenaas nye lettiske spillere kunne Gladiators igen gå sejrsrigt fra banen med et 3-2 resultat.

"Vi fik i foråret mulighed for at få en ekstra træningstid, den blev vi hurtigt ret enige om skulle bruges på at etablere et divisionshold. Med tilladelse fra hovedforeningen FC Grenaa fik vi lov til at ændre navn, i håb om at kunne tiltrække nogle flere spillere til klubben. hvilket også har lykkedes. Vi er fast en 12-16, der træner med på divisionsholdet om tirsdagen," siger Michael Bengtson, som er formand for Grenaa Gladiators. Næste hjemmekamp er mod Brande G&U lørdag 4. januar klokken 15 i Grenaa Idrætscenter.

Publiceret 05 December 2019 16:13