Havnen i Bønnerup.

Havnen i Bønnerup. Foto: Bønnerup Havn

Debat: Norddjurs er andet end Grenaa og Auning

Af
Verner Mousing

Bønnerup Strand

DEBAT Det forlyder, at vores byråd vil fremme udviklingen i Grenaa og Auning. Det er jo også ganske glimrende, men jeg vil foreslå rådet at anskaffe sig et kort over Djursland, og så strege Norddjurs Kommune ind herpå.

Så vil medlemmerne kunne se, at kommunen jo faktisk består af rigtig mange andre samfund, der i høj grad savner opmærksomhed.

Her i Bønnerup, der var det største bysamfund, med cirka 1000 indbyggere i det gamle Nørre Djurs, findes der overhovedet intet kommunalt længere.

Ikke så mærkeligt at befolkningsantallet falder.

Hvis jeg i dag var erhvervsdrivende, ville jeg heller ikke placere en virksomhed her, hvordan skulle der kunne skaffes medarbejdere til et samfund, hvor der ikke er mulighed for børnepasning, skolegang, eller andre goder som hører til i et moderne samfund. Ydermere i en kommune, hvor man til stadighed sætter skatten op.

Dette gælder vist for rigtig mange af landsbyerne i hele kommunen. Det næste er så, at busdriften også skal stoppe, vi har ingen letbane her i byen, selvom den jo heller ikke er helt vellykket, men at pengene fra busserne skal bruges til denne banes underskud, det resultat er vist ikke rigtig gennemtænkt.

Vores borgmester behøver ikke at beklage sig over, at bedsteforældrene efterlades her i kommunen, Han har selv stået i spidsen for at afvikle i stedet for at udvikle.

Til slut er hele spørgsmålet om havopdræt, hvor jeg har indtryk af, at vi er i overtal imod anlæggelse af sådanne, ikke desto mindre fortsætter den nye miljøminister med at forhandle vilkårerne. Derfor spørger jeg om, hvad vores byråd med borgmesteren i spidsen har foretaget for at fremme anlæg af landbaserede anlæg, det ville jo være oplagt, hvis der forelå noget sådant i forvejen, der kunne de 20 millioner, der nu ligger på pladsen foran rådhuset i Grenaa, eller de andre 20 millioner, der skal bruges på pingviner i Kattegatcentret, havde gjort en god tjeneste, for ikke at tale om de utal af millioner, der er brugt på ekspropriering i forbindelse med omfartsvej .

Det er jo nok ikke nødvendig at omtale kommunens veje. Her i byen er langt de fleste private fællesveje i lige så forskellige tilstande, hvorimod kommunens veje ser ud som i resten af oplandsbyerne. Til gengæld har vejen Havet på ca 3–400 m fået asfalt, efter at havde stået en mildest talt misserabel tilstand i de sidste 10 – 15 år. Hurra.

Publiceret 07 November 2019 13:09