Brødrene Erik og Niels Peitersen udstiller i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Brødrene Erik og Niels Peitersen udstiller i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Pressebillede

Peitersen-brødre udstiller i Pavillonen

Fernisering fredag 1. november klokken 17

Af
Søren Andersen

GRENAA Grenaa Kunst- og Musikforenings udstilling med Erik Peitersen, billedkunstner m.v. og Niels Peitersen, grafiker og trykker, ferniseres i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa fredag 1. november klokken 17.

Ferniseringstaler er billedkunstner Jens Thordal-Christensen. Udstillingen kan ses til og med 19. december.

Brødrene Erik og Niels Peitersen fra Gravlev ved Ebeltoft har samarbejdet om denne spændende udstilling.

Erik Peitersen arbejder, foruden som kunstner, også med TV og scenografi og som foredragsholder. Udover sin egen kunstneriske produktion har Erik assisteret Per Kirkeby ved store udsmykningsopgaver, blandt andet Søauditoriet i tre etager på Aarhus Universitet. Han er oprindeligt udlært skiltemaler.

Niels Peitersen er uddannet stentrykker på Hjørring Grafiske Værksted og driver nu Saxum Litho i Gravlev, et af de få litografiske stentrykkerier i Danmark. Foruden at Niels trykker værker for andre kunstnere, der søger det gamle sublime håndværk, er han også selv udøvende kunstner og laver grafik.

Publiceret 01 November 2019 14:37