Hvordan lønner Kattegatcentret sine ansatte - og hvorfor bruger man hundredtusindvis af kroner på at lease kopimaskiner og kaffemaskiner? Det vil Henrik Holmsted Pedersen gerne vide, men det kan ikke lade sig gøre.

Hvordan lønner Kattegatcentret sine ansatte - og hvorfor bruger man hundredtusindvis af kroner på at lease kopimaskiner og kaffemaskiner? Det vil Henrik Holmsted Pedersen gerne vide, men det kan ikke lade sig gøre. Pressebillede

Debat: Hvorfor skal alt oversælges og hvorfor så mange lukkede døre?

Af
Henrik Holmsted Pedersen

Robstrupvej 21, Grenaa

DEBAT Det er rigtig godt for området, at vi har en turistattraktion som Kattegatcentret her i Norddjurs Kommune, overhovedet ingen tvivl om andet! Dog vil jeg mene, at de afledte pluseffekter målt i millioner kroner er vildt oversolgte i rapporten, som man selv har bestilt.

Det med at oversælge en virksomheds værdi for området, som da A/S Grenaa Havn og Else Søjmark (S) eksempelvis i foråret lancerede 800 nye arbejdspladser, det holder jo ikke en meter i virkelighedens verden. Hvorfor der er kommet denne politiske trend til at oversælge projekter, ved jeg egentlig ikke?

Først Grenaa Kommune, og nu Norddjurs har gennem tiden puttet rigtig mange millioner skattekroner i Kattegatcentret uden at det i grunden har hjulpet det ringeste på den økonomiske tilstand omkring centret.

Jeg besluttede derfor at undersøge hvordan selskabskonstruktionerne er strikket sammen, hvordan arbejdes der i bestyrelserne, og hvordan et detaljeret regnskab ser ud, men som med udfordringen omkring A/S Grenaa Havns lukkethed, så gentager historien sig også her.

Jeg bliver nødt til at påpege, at det ser underligt ud, at man som kommune sender den ene million efter den anden, og det uden at man har et detaljeret kendskab til, hvordan pengene forvaltes.

Jeg har forgæves forsøgt at få aktindsigt i eksempelvis lønningsforholdene på centret, idet jeg fandt det besynderligt, at lønudgiften fra 2017 til 2018 er steget med godt 1 million kroner. Der står i årsrapporten, at der er foretaget et generelt lønløft til personalet, men ikke om det er et overenskomstbestemt lønløft? Ligeledes efterlyser jeg referater og dagsordener fra bestyrelsesmøderne i fondene, men nej heller ikke her får jeg tilbagemeldinger. Jeg ville også gerne have spurgt ind til udgifter til leasing og service af kopi- og kaffemaskiner, som årligt andrager adskillige hundrede tusinde kroner i årsrapporten. Jeg ville også have spurgt ind til hvordan og hvem, der får de 140.000 kroner i udgifter til bestyrelsen.

Hvis det havde været en privat turistattraktion, som havde henvendt sig til sin bank med samme ønske, så ville de helt sikkert blive mødt med krav om fuldt gennemsigtige regnskaber, og med et detaljeret lønregnskab.

Hvordan kan Norddjurs uden at have den fulde indsigt finde på at bevillige så mange millioner til en virksomhed, de i bund og grund ikke har styringen af? Få nu én gang for alle ændret disse tantebestyrelser til at blive professionelle bestyrelser!

Publiceret 30 October 2019 11:26