Debat: Konservative sko passer perfekt

Af
Benny Hammer, viceborgmester i Norddjurs, K

Mads Jensen, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, K

DEBAT Vi hos de konservative i Norddjurs gør en dyd ud af at følge med i alt, der foregår i vores kommune. Dette inkluderer også at læse borgeres debatindlæg og læserbreve.

Derfor kan vi jo ikke undgå at opdage et direkte opråb til os. Det oplever vi naturligvis ret ofte, men når opråbet er af en sådan karakter som Carsten Herings, så føler vi os nødsaget til at tage til genmæle.

Carsten Hering har først og fremmest forfattet sit læserbrev under et form for pseudonym. Det ville havde været på sin plads at han havde præsenteret sig som værende medlem af Socialdemokratiet. Så var farverne ligesom på plads.

Carsten Hering er, som han også selv nævner, ofte klar på tilhørerbænken når vi har kommunalbestyrelsesmøder, og vi hilser altid venligt med håndtryk. Det er desuden altid en fornøjelse at se faste tilhørere på bænkene. Uagtet at de er socialdemokratiske soldater.

Men vi frygter lidt for om Carsten Hering har den fjerneste idé om hvad han egentligt sidder og overværer? Det politiske spil mellem partier, og forskellige ideologier, der foregår i en kommunalbestyrelse, er vist gået hen over hovedet på Carsten Herig.

Hvis det også er så svært for Carsten Hering, at vi i Norddjurs Kommune har en konservativ viceborgmester så burde han sætte sig ind i, hvad en konstituering er. En viceborgmester er ikke en, der blindt følger borgmesteren. Han har også en partifarve, han forholder sig til.

Når vi hos konservative tog forbehold til en sag om udlicitering, er det jo fordi vi just forinden havde stemt ja til vores eget, mere vidtgående forslag. Der kan stemmes ja-nej eller tages forbehold. Sådan er det i Norddjurs, sådan er det i Randers, Frederikshavn og Frederiksberg. Ja, sågar på Christiansborg gør de sådan.

Men hvis Carsten Hering vitterlig mener, at vi tager forbehold så mange gange, at det skal afføde et kaldenavn til Benny Hammer, så vil vi gerne se eksempler på dette, og så skal vi gladelig forklare om hvordan, og hvorfor det foregår sådan i det politiske spil. Ellers må Carsten Hering jo tage ned på Fasanvej i Grenaa og komme lidt på den socialdemokratiske skolebænk.

Ellers har vi svært ved at se hvad Carsten Hering får ud af at være tilhører til vores møder, med så ringe indsigt i politik. Hvis Carsten Hering ikke får mere ud af møderne end ”små drillerier”, så kan han vist ligeså godt blive hjemme i Obdrup.

Ordet ”ansvar” er også meget gennemgående i Carsten Herings læserbrev. Men heldigvis er der mange måder at tage ansvar på. Det står og falder ikke udelukkende med, om man er en del af et budgetforlig eller ej.

Budgettet for Norddjurs var sidste år ikke noget, vi hos konservative kunne se os i. Det var der så et flertal af partier, der kunne og fint for det. Vi ville bare have været i en anden retning.

Det samme med dette års budget. Her skulle vi også nu tvinges i én bestemt retning. Det ville vi ikke. Vi tog så til gengæld ansvar ved at lave et alternativt budget med Liberal Alliance.

Et budget med flere penge til vores skoler, vores plejeområde, og højere normering på dagtilbud. Derudover har vi fundet rum til at sænke vores skatteprocent med 0,2%. Det er ikke meget i forhold til, at den steg 1,1%. Men det er et klar signal om hvad vi ønsker på sigt. Denne skattesænkning gør faktisk også, at vi ville undgå at skulle smide 2,5 millioner til Christiansborg i sanktioner, hvilket også er værd at tage med.

Vi ved, at der er penge at spare ved udlicitering, hvis blot man tør/vil satse på det. Derudover mener vi heller ikke, at det er nødvendigt, at vi har en kassebeholdning på op i mod 200 millioner kroner, og har derfor budgettet med en lavere, men stadig sikker kassebeholdning. Vores grundlæggende holdning er, at pengene skal ud og arbejde. Bruges på service og ikke bare ligge i kassen. Indkræver vi så mange penge, at vi bare kommer dem i en kasse, ja så indkræver vi altså for mange penge.

Det er sådan vi ønsker at tage ansvar.

Afslutningsvis vil vi igen bede Carsten Hering om at tage på den socialdemokratiske skolebænk. Så kan han måske også lære nogle af Socialdemokratiets egne slogans.

”Konservative stemmer der arbejder”? Det gør vi!

Vi arbejder både i laksko og sikkerhedssko. Og de passer i øvrigt helt perfekt.

Publiceret 14 October 2019 00:00