Hans Pallesen i fin stil på racerbanen - næste år har han store planer.

Hans Pallesen i fin stil på racerbanen - næste år har han store planer. Pressebillede

Grenaa-veteran nordisk mester igen

Hans Pallesen genvandt det nordiske mesterskab i Sverige og står bag stort arrangement næste år

Af
Søren Andersen

GRENAA Den 66-årige racerkører Hans Pallesen fra Grenaa sikrede sig en ny triumf i sidste afdeling af Nordisk Mesterskab i Classic Roadracing på banen Gelleråsen der ligger ved byen Karlskoga i Sverige.

Hans Pallesen blev nummer to på førstedagen og vandt løbet dagen efter under meget vanskelige forhold, idet det regnede kraftigt, men løb i regnvejr er efterhånden blevt en favoritdiciplin for den lokale racerkører.

Med de sidste placeringer har Hans Pallesen for andet år i træk taget det Nordiske Mesterskab i 250 cc klassen med hjem til Grenaa. Sidste år vandt Hans Pallesen også det Danske mesterskab og F. I. M´s europæiske løbsserie.

I 2019 havde Hans Pallessen udover den Nordiske Serie, også planlagt at køre med i den tyske mesterskabs løbsserie, der hedder Moto Trophy.

Mangler opbakning

Han har dog ikke kunnet skaffe den nødvendige økonomi til det. Dog har han deltaget i tre afdelinger af løbsserien, og bedste placering blev en anden- og en tredjeplads ved løbet på banen Oschersleben i det tidligere Østtyskland. .

Hans Pallesen fortæller til avisen, at han faktisk forøgte at finde lidt økonomisk støtte til sæsonen hos nogle lokale virksomheder, men han tilføjer med et glimt i øjet, at han næsten følte sig som en spedalsk, og at der var fuldstændig berøringsangst.

Han erkender, at det er en relativ smal sportsgren, han dyrker, men det ændrer jo ikke på, at man skal være der, og man skal være den bedste for at vinde.

"Og der er vel næppe nogen lokal sportsmand/kvinde gennem tiden, der i samme sæson har vundet både DM, NM og EM," siger Hans Pallesen.

Stort projekt næste år

For at bevise at Classic motorcykelsport og erhvervsliv godt kan have glæde af hinanden, har Hans Pallesen kastet sig ud i et nyt projekt, der skal finde sted 1. - 3. maj næste år.

Han har taget initiativ til, og i samarbejde med Fonden for Ring Djursland Motorsport, Handelstandsforeningen i Ebeltoft og borgerforeningen i Pederstrup, om at skabe en større begivenhed. Herudover vil Hans Pallesen bruge det netværk, han har opbygget ved sin deltagelse i løb rundt om i Europa. Begivenheden skal finde sted på Ring Djursland, i den historiske del af Ebeltoft By og på vejene i Nationalpark Mols Bjerge.

Begivenheden tager udgangspunkt i historiske og classiske tohjulede køretøjer, herunder et stort internationalt motorløb for classiske motorcykler. Løbet får status af EM-serie, hvori også banerne Anderstorp i Sverige, Paul Richard i Frankrig og Donnington-banen i England indgår, så der bliver virkelig knald på, som Hans Pallesen udtrykker det.

Mange aktiviteter

"Vi forventer kørere fra otte-ni nationer. Herudover bliver der mange andre aktiviteter, blandt andet veteran motorcykel-orienteringsløb i området Nationalpark Mols Bjerge, stumpemarked for knallert og mc-dele og stort faldskærmudspring i alle tre dage. For at kæde historie og fremtid sammen, forventer vi at kunne præsentere det sidste nye indenfor el-mc, scooter og knallert," siger Hans Pallesen.

Planlægningen vil fortsætte frem til begivenheden finder sted, og der vil komme flere aktiviter til, sådan at de 3000 – 4000 besøgende der forventes, får en ordentlig en på opleveren.

"Herudover er vi sikre på at detailhandlen i området, campingpladser, hoteller og færgeruten til Sverige vil opleve øget aktivitet gennem de tre-fire dage begivenheden finder sted. Endelig forventer vi naturligvis, at begivenheden vil være med til at synliggøre Djursland generelt, og at begivenheden bliver en succes, og der er blandt arrangørerne enighed om at gøre det til årlig tibagevendende begivenhed," siger Hans Pallesen.

Publiceret 10 October 2019 15:38