De kan godt finde ud af at stå sammen i baren som frivillig hjælper til Kræmmermarkedet i Gjerrild, men når det kommer til at nå til enighed om et kommunalt budget, går det galt for viceborgmester Benny Hammer, K, og borgmester Jan Petersen, S.

De kan godt finde ud af at stå sammen i baren som frivillig hjælper til Kræmmermarkedet i Gjerrild, men når det kommer til at nå til enighed om et kommunalt budget, går det galt for viceborgmester Benny Hammer, K, og borgmester Jan Petersen, S. Foto: Søren Andersen

Konservative forlader budgetforhandlinger

"Der bliver ikke lyttet til os," siger Benny Hammer

Af
Søren Andersen

NORDDJURS Borgmester Jan Petersen, S, får heller ikke denne gang opfyldt sit ønske om at se samtlige 27 i kommunalbestyrelsen i Norddjurs stemme for budgettet.

Som det første parti har de konservative tirsdag besluttet sig for at forlade forhandlingerne, der er blevet ført bag hermetisk lukkede døre, om budgettet for 2020. Partiet valgte samme løsning sidste år, da Norddjurs Kommune stod over for ganske andre økonomiske problemer end denne gang.

"Der bliver ikke lyttet til os, og så kan vi lige så godt drage konsekvensen og sige nej tak," siger den konservative viceborgmester Benny Hammer.

Partiet har ønsket skatten, der i år rangerer som en af de højeste i landet, sat ned, fordi der nu er flere penge at gøre godt med, takket være solide milliontilskud til Norddjurs fra staten.

"Men vi vil heller ikke skrive under på, at alt hvad S, V og DF blev enige om sidste år, var nødvendigt," siger Benny Hammer.

Han fortæller også, at i det budgetforslag, som er på bordet lige nu, skal partierne anerkende og tilslutte sig aftaler om, hvor mange penge, der skal tilføres Kattegatcentret i Grenaa de kommende år. Det er de konservative ikke indstillet på bare ukritisk at sige ja til.

Det er borgmester Jan Petersens plan, at de ekstra penge, som Norddjurs er blevet tildelt fra landspuljer, skal bruges til at afvikle gæld - og ikke indgå i driften. Det vil så frigøre andre midler, som skal rette op på ubalancer i kommunen.

"Jeg tror, at der vil komme en budgetaftale på plads i dag. Jeg forstår ikke, hvorfor Venstre stadig er med, men de må have en anden regnemaskine, end den vi bruger," siger Benny Hammer.

Publiceret 01 October 2019 11:54