Svend Carlo Svenningsen testamenterede 1.177.000 kroner til Grenaa Kommune.

Svend Carlo Svenningsen testamenterede 1.177.000 kroner til Grenaa Kommune.

Debat: Arv bliver til et spirende frø

Af
Karoline Bergkvist Søgaard

S-medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs

DEBAT Det glæder mig, at etbredt flertal på kommunalbestyrelsesmødet vedtog procedure og rammer for de 1,177 millioner kroner, som Norddjurs Kommune fik testamenteret af Svend Carlo Svenningsen, en tidligere grenaaenser. Flertallet bestående at DF, SF, Ø og S er enige om, at arven skal gå til kulturtiltag, som tilgodeser børn og unge.

Nu ser vi frem til, at børn og unge i Grenaa slipper kreativiteten og ideerne løs, så der komme spændende ansøgninger i alle kreative retninger. Vi har et ønske om at prioritere børn og unges kulturliv før andet og kan forestille os mange kulturelle tiltag, der kan sættes i værk. Det vigtige er, at børn og unge oplever betydningen af at have indflydelse på kunstens udfoldelse og ser, hvilke muligheder, der er i det kreative. Det kan få betydning for fremtidens generationer og deres forståelse af kunst, derfor er så betydningsfuldt, at det får lov at vokse nedefra.

Jeg deler ikke de konservative Mads Jensen og Benny Hammers bekymring om, at pengene bliver klattet væk. Jeg oplever, at de unge er meget kreative og ansvarsbeviste, med de muligheder, vi før har givet dem f.eks. omkring Arresten. Hvis vi fremadrettet ønsker, at børn og unge skal vælge Grenaa til, synes vi, det er oplagt at vise tillid og tro på, at de kan administrere midlerne, hvilket ikke kun vil komme Grenaa til gode og vi mener det gavner hele kommunen, når vores hovedby styrkes.

Vi VIL børn og unge, hvilket vi helt konkret bakker op med dette tiltag, hvor der er lagt op til minimum, et større blivende projekt på minimum 200.000 kr. Hvis børnene eller de unge har nogle større ideér og projekter, er det bare med at komme igang med at lave nogle ansøgninger, slip det fri og send det afsted.

I Socialdemokratiet finder vi tanken om et nyt kunsthus i Grenaa spændende og vil gerne være med til at undersøge forskellige finansieringsmuligheder. Selvom kunst er værdifuldt og betydningsfuldt for mig, kommer det ikke på tale at støtte sådan et projekt med øget længerevarende driftudgifter for kommunen, før der er flere penge i vores kommune og vores fælles velfærd er kommet bedre i balance.

Lad os høre børnene og de unges stemmer, om hvad de har brug for, frem for at vi voksne definerer, hvad de finder værdi i.

Publiceret 29 August 2019 15:03