candles burning in darkness over black background. commemoration concept.

candles burning in darkness over black background. commemoration concept. NewFabrika - stock.adobe.com

Mindeord: Ernst Skødt Hansen

Af
På vegne af familien skriver

Ebba Grethe Møgelvang Laursen, Mørke

Vores fætter Ernst afgik ved døden efter nogen tids sygdom lørdag den 1 juni 2019.

Han var født ved Bønnerup strand den 15 juni 1945 i en af de større fiskerfamilier i fiskerlejet. Hans far Leon var fisker i mange år, indtil han af sin bror købte vodbinderiet på havnen, stedet hvor Ernst vendte tilbage til og overtog i 1998.

Efter sin skolegang i Bønnerup og Gjerrild skole fiskede han sammen med sin far, indtil han kom ind og aftjente sin værnepligt som blev ved Marinen. Ernst havde udlængsel så han tog til Hirtshals for at fiske med de større trawlere, og i den forbindelse tog han sin fiskeskippereksamen fra Frederikshavn Skipperskole i 1971.

Ernst giftede sig i 1969 med Guldborg og de fik i 1970 to døtre Annika og Bettina, og Ernst adopterede også Guldborgs datter Dorte. Havet og fiskeri trak imidlertid Ernst meget væk fra hjemmet, og i flere år fiskede han ved Grønland. Hans udlængsel og lange perioder hjemmefra bevirkede at han senere blev skilt. Men ingen tvivl om at hans 3 døtre og 6 børnebørn, plus onkel og bedstefar for niecens søn, samt Evis søn af vennen Bjarne fra Pattaya. Alle disse børn var han bedstefar for, og de var hans et og alt. Evis boede hos Ernst mens han fuldførte 8 og 9 kl. i Grenaa. Og det viser hans store hjerte for familien og dem han tog til sig som sine egne børnebørn.

Ernst var blevet lidt af en Globetrotter han rejste en del på ferieture, og særligt Thailand hvor han havde andel i en restaurant, blev som hans andet hjem i nogle år.

Da hans forældre var blevet oppe i årene og tante Dagny døde af kræft i 1996, valgte Ernst som det omsorgsfulde og hjertevarme menneske han var, at bosætte sig sammen med vores onkel Leon, og han overtog samtidig driften af vodbinderiet på Bønnerup Havn.

Ernst havde en dyb passion for to ting, nemlig politik og golf. I en del år sad han i den lokale partiforening Dansk Folkepartis bestyrelse. Ernst var altid frisk på en god politisk snak, heftig og med de store armbevægelser i spil. Hans Golfspil blev udøvet både på Grenå golfbane og ved Lübkner Golf i Nimtofte. Han fik gode venner begge steder, netop fordi han var så åbent og varmt et menneske, der mestrede kunsten at snakke med stort set alle typer mennesker.

Ernst drev vodbinderiet på havnen indtil for et par år siden. Dette vodbinderi har altid været samlingssted for havnens fiskere og når en turist kiggede indenfor fik alle tilstedeværende nogle gode snakke sammen. Oplært af sin mor med hensyn til ordentlighed omkring fiskernes regninger, fortsatte Ernst med selv at skrive regninger og køre rundt med dem til fiskerne. For sådan havde hans mor, min tante Dagny altid gjort det.

Jeg husker med et smil på læben da jeg var barn, når tante Dagny kørte rundt i Bønnerup i sin grønne Taunus, som efterhånden som tidens tand gnavede i den bil, fik den repareret rusthuller af Onkel Leon med Polyfilla og gaffatape. Det minde grinede Ernst og jeg meget over for nogen tid siden, da vi snakkede om gamle dage.

Vi har en side som hedder Gamle Bønnerup strand på facebook, og her bidrog Ernst med mange gode billeder og fortællinger. For de nye moderne it-produkter mestrede han skam godt.

Vores fætter har nu fået fred efter nogen tids sygdom, og jeg tror vi trygt kan sige, at Ernst var tilfreds med sit liv, hvor han havde oplevet dele af verden via sit fiskeri og rejser. Havet var hans tumleplads, og han sluttede sit arbejdsliv med at lave trawle til fiskerne på havnen i Bønnerup strand.

Citat fra fætter Ernst: Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo… Lad mig høre bølgens brus og mågernes morgenskrig. Lad mig lytte til konkyliernes sang. Og i skumringstimen vil jeg lægge mig til ro, her i Kattegats bølger.

Ernst havde selv ønsket sin bisættelse i stilhed, og ønsket hans aske blev kastet i havet ud for Bønnerup Strand. For Ernst elskede at rejse, at opleve, og hans sidste rejse vil via havet vare for evigt. Æret være Ernst minde

Publiceret 18 June 2019 11:00