Den unge SFèr Aleksander Myrhøj glæder sig over et flot personligt valg i Djurskredsen.

Den unge SFèr Aleksander Myrhøj glæder sig over et flot personligt valg i Djurskredsen.

Jeg er stolt af min valgkamp

SF`s unge Folketingsdebutant på Djursland, Aleksander Myrhøj har fået smag for mere

Af
John Pedersen

DJURSLAND Efter SF`s kanonvalg på landsplan har 26-årige Aleksander Myrhøj, medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs og debutant som folketingskandida i Djurskredsen, fået smag på endnu mere.

Han glæder sig ikke mindst over vælgernes belønning af hans indsats gennem den meget intense og tidkrævende valgkamp.

"Jeg fik lige så mange personlige stemmer i Djurskredsen som SF`s spidskandidat i Østjylland, Kirsten Normann Andersen. Det blev til 735 til os begge. Og det er jeg bestemt stolt over", lyder det fra Aleksander Myrhøj.

SF fik samlet 3630 stemmer i Djurskredsen, hvilket svarer til 7,2 procent. En fremgang på 1111 stemmer eller 2,3 procentpoint.

Mere kendt denne gang

Aleksander Myrhøj, der ved kommunevalget senest i Norddjurs også var debutant, har tydelig oplevet, at han denne gang er et mere kendt ansigt end da han var på stemmesedlen til kommunevalget.

Hans personlige stemmetal er da også blevet tredoblet denne gang.

"Jeg er så heldig, at min politik er dybt forankret i mit menneskesyn, i min person og identitet. Men dengang var der jo ikke rigtig nogen der kendte mig. Denne gang har jeg kunnet mærke, at der var folk der på forhånd havde en holdning til mig og min politik".

Alksander Myrhøj har lært meget af de mange valgmøder og dueller med mange dygtige politikere.

Og han er overbevist om, at hans landspolitiske engagement nok en dag skal bringe ham i Folketinget.

Det er blot spørgsmålet om hvornår det sker.

Publiceret 06 June 2019 22:25