Bankdirektør i Djurslands Bank Lars Møller Kristensen betegner kvartalsregnskabet som meget tilfredsstillende. Pressefoto

Bankdirektør i Djurslands Bank Lars Møller Kristensen betegner kvartalsregnskabet som meget tilfredsstillende. Pressefoto

Kvartalsregnskab: Fortsat kundevækst i Djurslands Bank

Djurslands Bank har i dag offentliggjort sit regnskab for årets første kvartal, og resultatet før skat på 29,9 millioner kroner betegner bankdirektør Lars Møller Kristensen i en pressemeddelelse som meget tilfredsstillende.

Resultatet forrenter egenkapitalen før skat med 11,4 procent, og det vurderer bankens ledelse som meget tilfredsstillende i det nuværende nulrentemiljø.

De ekstremt lave obligationsrenter har medført den største konverteringsbølge siden 2005.

"De mange låneomlægninger har medført en meget stor aktivitet inden for boligrådgivning og boligfinansiering, hvilket giver en pæn vækst i gebyr- og provisionsindtægter. Vi oplever en flot vækst med tilgang af såvel privatkunder som erhvervskunder, og den samlede kundetilgang medfører en meget tilfredsstillende vækst i bankens forretningsomfang på 8,6 procent i forhold til første kvartal sidste år, lyder det fra bankdirektør Lars Møller Kristensen i pressemeddelelsen.

Kundetilgangen er så stabil, at Djurslands Bank allerede her i maj måned forventer at kunne byde privatkunde nummer 50.000 velkommen i banken.

Markant udvidelse i Risskov

Djurslands Bank har her i 2019 fortsat fokus på at gennemføre en række strategiske aktiviteter. Det er blandt andet en vigtig strategisk milepæl for aktiviteterne i Aarhus, at afdelingen i Risskov har gennemgået en markant udvidelse.

"Vi markerer de flotte nye lokaler i Risskov med et brag af en fest fredag 10. maj og slår desuden fast, at vi også på erhvervskundeområdet er et konkurrencedygtigt alternativ til andre pengeinstitutter i Aarhus, siger Lars Møller Kristensen.

Djurslands Bank forventer at fortsætte den planlagte vækst i både kunder og forretningsomfang. Banken har på nuværende grundlag ikke ændringer til det tidligere udmeldte forecast og forventer således fortsat at realisere et resultat før skat i niveauet 75-90 millioner kroner for hele året.

Publiceret 08 May 2019 11:29