CEO Henrik Carstensen (tv) og bestyrelsesformand Bent Hansen (th) kunne mandag præsentere rekordoverskud i Grenaa Havn.

CEO Henrik Carstensen (tv) og bestyrelsesformand Bent Hansen (th) kunne mandag præsentere rekordoverskud i Grenaa Havn. Foto: Fokus Foto, Niels Åge Skovbo.

Rekordoverskud i Grenaa Havn

Bedste resultat i havnens historie som kommunalt ejet A/S

Af
Søren Andersen

GRENAA Ud af en omsætning på 59 millioner leverede Grenaa Havn A/S i 2018 et overskud på 15 millioner kroner. Omsætningen var 8 millioner kroner større end året før. De nøgletal blev præsenteret mandag på generalforsamlingen i Grenaa Havn A/S, der blev afholdt på Kystvejens Hotel i Grenaa. Havnens CEO, Henrik Carstensen, er da også rigtigt glad for resultatet: "Jeg er megastolt - ikke mindst på vegne af mine medarbejdere, der med en dedikeret og super professionel indsats har skabt så flot en bundlinje. Den er samtidig resultatet af havnens nye strategi og organisation samt vores nye og skarpere profil. Vi har udviklet os inden for alle vores syv kerneforretningsområder - ikke mindst når det gælder stacking, som er vedligeholdelse og oplægning af borerigge og skibe. Her har vi for alvor fået et gennembrud, som blandt andet manifesterede sig ved, at Mærsk Drilling i 2018 valgte Grenaa Havn, som stedet hvor en af verdens største borerigge, Mærsk Inspirer, skulle gennemgå et stort vedligeholdelsesarbejde."

140 millioner kroner til lokale virksomheder

Også Grenaa Havns bestyrelsesformand, Bent Hansen, er begejstret: "Grenaa Havn har nu for alvor bevist, at vi har styrkepositioner, som er unikke – det er det suverænt bedste resultat i havnens historie et markant udtryk for. Medarbejderne og ledelsen har demonstreret, at de med deres fleksibilitet og handlekraft er i stand til at løse opgaverne her og nu. Vi har dokumenteret, at vi både har kompetencerne og faciliteterne, og at vi med havnens store og fintmaskede netværk af dygtige, lokale håndværkere kan løse alle typer af opgaver, så snart behovet opstår. Som det skete, da Mærsk Inspirer blev gjort klar til nye opgaver i Grenaa Havn: Arbejdet med boreriggen skabte ordrer for 400 millioner kroner – heraf gik ikke mindre end 140 millioner kroner til vores netværk af kompetente, lokale virksomheder fra Grenaa og Djursland," sagde Bent Hansen i beretningen.

Mere vækst på vej

Henrik Carstensen er meget positiv omkring fremtiden, hvor han ser gode muligheder for yderligere vækst på havnen.

"Blot som eksempel fordobler Stena Line næste år færgekapaciteten til havnen i Grenaa, og helt overordnet står vi stærkere end nogensinde før med vores intensiverede styrkepositioner, vores rekordoverskud og vores vækststrategi," siger han. Dermed er han mere optimistisk end Stena Line selv, der på et pressemøde i Aarhus i fredags blot nævnte muligheden for, at endnu en færge kan komme til at supplere Stena Nautica, som fra 2020 får Halmstad som destination i stedet for Varberg.

Investeringer i fremtiden

2018-overskuddet skal først og fremmest bruges på investeringer i at gøre havnen endnu mere konkurrencedygtig, fortæller Bent Hansen.

"Resultatet har givet os et solidt afsæt for at løfte havnen endnu et niveau op. Det er først og fremmest ekstra kajmeter, vi skal investere i. Vi skal skabe plads til at kunne håndtere flere skibe, så vi både kan øge omsætning og indtjening," sagde Bent Hansen i beretningen.

Af den fremgik det, at der i 2018 var ansat 19 medarbejdere på Grenaa Havn - det samme som året før.

Publiceret 29 April 2019 15:56