Foto: Søren Andersen

Debat Norddjurs: Pengene fosser som aldrig før ud af kommunekassen

Af
Henrik Holmsted Pedersen

Robstrupvej 21, Grenaa

DEBAT Kendsgerningen er den, at bassinet foran rådhuset i Grenaa, og pengetanken inde bag rådhusmurerne har samme udfordring, - nemlig, at de ikke kan holde på det de oprindeligt var tiltænkt…..vand og penge.

Det må være ærgerligt for vore lokalpolitikere at blive hængende i politiske karrierer, når der inderst inde gemmer sig driftige forretningsfolk, som gerne putter den ene million efter den anden ud i eksempelvis turistbranchen og luftfart. Man kan kun glæde sig, og jeg ønsker da også, at begge projekter går hen og bliver en succes.

Nu har jeg fulgt med, og været aktiv i lokalpolitik siden 1986, altså politisk aktiv i sammenlagt 32 år, og jeg undres i dag om nogensinde før over den måde lokalpolitikerne administrerer kommunens pengekasse på. Der sker efter min opfattelse, en yderst uhensigtsmæssig sammenblanding af erhvervsinteresser og borgernes interesser.

Borgerne i Norddjurs trænger til, og fortjener at komme i fokus, - de har været forsømt, set i forhold til alle de millioner politikerne år efter år vælter ud over erhvervslivet!

En borger skriver i et læserbrev, at hun er bekymret over at bo i Norddjurs, og jeg er sikker på, at det er der også andre borgere der er.

Kære politikere…..hvornår bliver det borgernes tur til at blive tilgodeset i samme grad?

Publiceret 28 March 2019 10:00