Kattegatcentret har for tredje gang vundet prisen som Nordens Bedste Akvarium.

Kattegatcentret har for tredje gang vundet prisen som Nordens Bedste Akvarium. Pressebillede

Kattegatcentret er for tredje gang Nordens Bedste Akvarium

Alle gode gange tre i stor, svensk afstemning

Af
Søren Andersen

GRENAA Debatten om flere kommunale midler til Kattegatcentret i Grenaa eller ej, har vist et delt Norddjurs, hvor hajer og pingviner ikke har mange tilhængere i den vestlige del af kommunen. Men tager man mod øst - til Sverige - så er Kattegatcentret så populært, at det for tredje gang er kåret som Nordens Bedste Akvarium i en stor, svensk afstemning.

Både i 2016 og 2018 vandt Kattegatcentret den svenske ”Store Barnsemester-pris” i kategorien "Bedste Akvarium/Tropikarium i Norden" - og det var en meget glad direktør, der fredag kunne føje endnu en kåring til rækken.

"Det er jo simpelthen så fedt! Vi var oppe imod et utrolig stærkt felt på 13 andre akvarier fra hele Norden, så alene at være nomineret, synes jeg var flot. Men at vi så også går hen og vinder, og endda for tredje gang, det er jeg da utrolig stolt over," fortæller direktør i Kattegatcentret, Helle Hegelund.

Det er Sveriges største ferie-hjemmeside for børnefamilier, Barnsemester.se, der har stået for afstemningen. Det er svenske børnefamilier, der har nomineret Kattegatcentret og 13 andre akvarier fra hele Norden til prisen, men det er folk fra hele Norden, der de seneste par uger har stemt på deres favorit-akvarium.

Akvarium med en vigtig mission

Selvom Kattegatcentret nu kan bryste sig med den fornemme pris for tredje gang, betyder det ikke, at Nordens bedste akvarium og hele Danmarks Hajcenter skruer ned for ambitionerne – tværtimod.

"Vi er meget ydmyge over, at så mange har givet os deres stemme og synes, at vi er blandt de bedste på vores felt – men det forpligter også. Vi vil forsat blive ved med at stræbe efter at levere verdens bedste formidling, undervisning, forskning og erhvervsudvikling med havet i centrum," understreger Helle Hegelund.

"Vores mission er nemlig, at gøre både børn og voksne bidt af havet. Og her er det helt afgørende, at vi også bliver ved med at udvikle os. Derfor arbejder vi for eksempel lige nu hårdt på at udvide Kattegatcentret med et nyt skoletjenestelaboratorium, tidssvarende karantænefaciliteter og et supercool pingvinanlæg," siger Helle Hegelund.

Fokus på klimaforandringer

Pingvinanlægget er designet, så det giver gæsterne mulighed for at komme helt tæt på de sjove og fascinerende dyr. Og hvorfor Kattegatcentret sætter fokus på pingviner, bunder både i pingvinernes attraktionsværdi, men også i det faktum, at netop pingviner er en af de dyregrupper, der allerede nu påvirkes mest af klimaforandringer.

"I Kattegatcentret kæmper vi for havet og havets dyr ved at sætte fokus på de udfordringer, som for eksempel klimaforandringer, forurening og overfiskeri giver havets dyr. Ligesom Kattegatcentrets øvrige dyr, er pingvinerne ambassadører for de vilde dyr i naturen, og har en vigtig rolle i at give vores gæster en meget bedre forståelse for naturen og vigtigheden af at passe på den," siger Helle Hegelund, der glæder sig til at fejre kåringen med sine medarbejdere.

Kommunalbestyrelsen i Norddjurs diskuterer på sit møde tirsdag, om kommunens kasse skal bidrage med 15 millioner kroner til bygge- og renoveringsprojektet, som Kattegatcentret ikke selv kan finde midler til. A.P. Møller Fonden og Realdania har lovet at bidrage med 25 millioner kroner og den kommunalt ejede Grenaa Havn står klart med et sponsorat på fem millioner kroner.

FAKTA

    Kattegatcentret var nomineret til Store Barnsemester-prisen i kategorien Nordens Bedste Akvarium sammen med 13 andre akvarier fra hele Norden

    Det er folk fra hele Norden, der de seneste par uger har stemt på deres favorit-akvarium på barnsemester.se

    Kattegatcentret vandt også prisen i 2016 og 2018, og blev nr. 2 i 2017

    Kattegatcentrets planlagte udvidelse omfatter pingvinanlæg, nyt skoletjenestelaboratorium og ombygning af utidssvarende karantænefaciliteter

Publiceret 15 March 2019 10:38