Rutinerede Kristian Kaagh (i midten) er topscorer i FC Djursland. Han skal i foråret koncentrere sig om spillet på banen og er ikke længere en del af trænerteamet som assistent. Foto: Young Work Productions

Rutinerede Kristian Kaagh (i midten) er topscorer i FC Djursland. Han skal i foråret koncentrere sig om spillet på banen og er ikke længere en del af trænerteamet som assistent. Foto: Young Work Productions

Sulten trup skal få FC Djursland over stregen ...

FC Djursland tæller ned til forårspremieren mod Vatanspor. 13 knaldhårde opgør venter holdet med mange unge lokale spillere i kampen for en ny sæson i Danmarksserien

Af
Martin Schultz

FODBOLD Søndag 24. marts er det alvor, når FC Djursland på Arena Vest Kunstgræsbane i Brabrand starter foråret op med en kamp mod indvandrerklubben Vatanspor i Danmarksseriens pulje 4.

Siden 7. januar har spillerne på træningsbanen forberedt sig på de 13 kampe, som ifølge cheftræner Robert Sørensen hver får karakter af en “finalekamp” for mindst at nå den 7. plads, som sikrer FC Djursland en sæson mere i Danmarksserien. I alt ti hold møder hinanden tre gange henover sæsonen, og FC Djursland har overvintret på en 9. plads med 13 point efter 14 kampe.

“Det som betyder noget er, at vi ikke har et efterslæb til de nærmeste hold. Efter en elendig start med nederlag i de første fem kampe, kom vi meget godt efter det og sluttede rigtig fint. Der venter os 13 hårde kampe mod forskellige typer af modstandere. Men vi skal turde spille fodbold, ligesom vi gjorde i efteråret, hvor vi tabte de første kampe på grund af individuelle fejl, men holdt fast i vores spil. Efter Vatanspor skal vi møde AaB og Holstebro B, som er vores direkte modstandere i tabellen,” siger Robert Sørensen.

“Jeg er fortrøstningsfuld, hvis vi kan levere som i efterårets 2. halvdel. Efter at vi fik kontakt med midterfeltet, ligger det nu i vore egne hænder at gøre arbejdet færdigt. Vi har en sulten trup, som arbejder for at blive bedre i et rigtig godt træningsmiljø. Der er kamp om de fleste pladser, og det slår gnister til træning, jo nærmere vi kommer premieren.”

FC Djursland kan se tilbage på en vellykket opstart med seks træningskampe.

“Vi tabte den første, men har siden vundet fem, og her er jeg ikke mindst glad for den sidste sejr på 1-0 over Hobro, hvor vores unge hold skulle forsvare en 1-0 føring mod et meget aggressivt hold,” fortæller Robert Sørensen.

Mauricio Held er rejst

Som altid i kamppausen har der været gang i svingdøren i klubhuset, hvor nogle spillere har forladt klubben og nye spillere er kommet til.

Den rutinerede målmand Christian Rygaard har ønsket at stoppe af arbejdsmæssige årsager. Samtidig er den unge forsvarsspiller Gustav Friis Overgaard, som i sommer kom til FC Djursland fra Randers FC’s U19 ligahold og hurtigt etablerede sig på holdet, rejst til Island for at uddanne sig til landmand.

“Senest har vi mistet vores brasilianske højre back Mauricio Held, som holdets tidligere træner Aroldo Strack har hentet til Danmarksserieklubben Fremad Valby sammen med en anden brasilianer, Renato,” fortæller Robert Sørensen. Begge de brasilianske spillere har trænet med hos FC Djursland under opstarten.

Da FC Djursland samtidig må se bort fra holdets anden højre back, Jesper Sørensen, som er ude resten af året med en menisk- og korsbåndsskade efter en harmløs tackling på træningsbanen, har cheftræner Robert Sørensen en udfordring med at spille en ny mand ind på backpladsen så kort tid før turneringen går i gang igen.

Hele Djurslands klub

Forskellige unge lokale spillere har under opstarten vist sig frem på FC Djurslands hold, og flere af dem træner nu med i Danmarksserietruppen. Blandt dem er offensivspilleren Frederik Laursen med en fortid i IF Midtdjurs og senest i AC Norddjurs og målmand Jesper Bredahl fra Nørager B, som begge tidligere har snuset til atmosfæren i FC Djursland. Nye spillere er desuden Søren Sørensen fra Åstrup/Hammelev IF, Grace Adieu Sibomana og Martin Westmark Hansen fra Grenå IF, og U19-spillerne Oliver Jensen og Oskar Warnke.

Robert Sørensen glæder sig over interessen for at være med på FC Djurslands hold.

“Vi vil rigtig gerne være hele Djurslands klub, og i dag består FC Djursland helt overvejende af lokale spillere,” siger Robert Sørensen.

Blandt de etablerede spillere har Kristian Kaagh og Morten Smidt været skånet under opstarten på kunstgræsbanerne, som kan være hårde ved spillernes ankler, lysker og hofter.

“Jeppe Juhl Jensen slutter i foråret sin uddannelse til politibetjent i Brøndby og er ikke den hyppigste gæst på træningsbanen. Men han er en ledertype, som går forrest og har erfaring fra 2. division, så han er vigtig for os resten af denne sæson. Vi må undvære Jacob Munk Christensen de første 5-6 uger, hvor han er på en rejse til New Zealand, og så døjer Jamil Faizi og Kristian Alvarez Gertsen med mindre skader,” fortæller Robert Sørensen.

Bolden til et spændende fodboldforår bliver givet op søndag 24. marts kl. 13.15 på Arena Vest Kunstgræsbane i Brabrand. Vatanspor med mange spillere med indvandrerbaggrund har revanche til gode efter at FC Djursland vandt den første kamp på HSM Arena i Grenaa med 4-3.

Publiceret 10 March 2019 11:30