Fanerne vajer stadig højt hos Sparekassen Kronjylland, som dog snart piller flagene ned i Ørsted. Pressefoto

Fanerne vajer stadig højt hos Sparekassen Kronjylland, som dog snart piller flagene ned i Ørsted. Pressefoto

Sparekassen Kronjylland lukker i Ørsted

Stigende krav og svær rekruttering gør det vanskeligt at drive små bankfilialer.

Af
Simon Carlson

Ørsted Fredag 22. marts bliver sidste dag, hvor borgerne i Ørsted kan gå ned i deres lokale pengeinstitut.

Sparekassen Kronjylland lukker således sin filial i byen, og det markerer samtidig enden på fysiske pengeinstitutter i Ørsted, efter Djurslands Bank sidste år også lukkede sin afdeling i Ørsted.

Formelt bliver Ørsted-afdelingen slået sammen med filialen i Auning. Det betyder også, at alle medarbejdere i Ørsted flytter med, og det er den vej, det går med de små bankfilialer, forklarer kommunikationsansvarlig i Sparekassen Kronjylland Jan Salling.

"Som udgangspunkt er der to årsager til beslutningen om at lukke i Ørsted. Dels bliver det sværere og sværere at drive de små afdelinger på grund af de mange krav, som bankerne skal opfylde, og dels kan vi også konstatere, at det er blevet sværere at rekruttere personale til de små afdelinger," fortæller Jan Salling og uddyber beslutningen om at lukke i Ørsted.

"Vi kunne enten vente, til vi står med et problem, eller vælge at gøre noget ved det, når vi kan se, at det vil opstå. Der har vi så valgt det sidste, så vi ikke risikerer at stå i en situation, hvor vi går på kompromis med vores kvalitet," siger Jan Salling.

Tilbagegang trods vækst

Sparekassen Kronjylland har netop udsendt sit årsregnskab, og det viser en bankforretning, der går ganske glimrende. Banken er således vokset i kundeantal, balance og basisindtjening, og det gav banken et resultat for 2018 på 289 millioner kroner før skat.

Trods væksten på flere områder er årets resultat dog en tilbagegang i forhold til 2017, som var bankens bedste nogensinde. Her lød resultatet på 362 millioner kroner før skat.

Administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland Klaus Skjødt tilskriver dårligere kursreguleringer og nedskrivninger som den væsentligste årsag til tilbagegangen. Resultatet for 2018 betragtes dog alligevel som meget tilfredsstillende.

Publiceret 01 March 2019 14:28

Borgerne høres om affaldsplanen

djursland De to kommuner på Djursland satser, i en ny affaldsplan, på mindre affald til forbrænding og mere affald til direkte forbrænding.

Affaldsplanen er i offentlig høring til og med 19. april, og man kan se planen på Reno Djurs' hjemmeside, hvor man også enkelt kan komme med sine kommentarer. Her skal man blot opgive navn og adresse og skrive sin mening, som andre kan se på siden og lade sig inspirere af.

På hjemmesiden er der en kort præsentation af de 12 temaer, affaldsplanen er bygget på. Her kan man få et hurtigt overblik.

Der er også mulighed for at dykke længere ned i de enkelte emner og at hente hele forslaget til affaldsplan.

Ønsker man at komme med et længere høringssvar, kan man sende det på mail til kommunerne eller Reno Djurs.

Inspirationsaften

Kommunerne og Reno Djurs inviterer også til inspirationsaften, hvor man kan fordybe sig i et eller flere af de 12 temaer i affaldsplanen. Den holdes torsdag 12. marts kl. 19-21 hos Reno Djurs i Balle. Tilmelding er nødvendig

"Inspirationsaftenen er for de nysgerrige og videbegærlige, som gerne vil et spadestik dybere. Formålet er at klæde interesserede godt på til at indlevere et høringssvar eller bare at gøre dem endnu klogere på affald og genanvendelse," siger Reno Djurs' direktør Morten Therkildsen.

-vik