Kim Jensen og Niels Henrik Nielsen i garderoben, hvor alt er på rette plads for at sikre hurtig udrykning. Foto: Anette Bonde.

Kim Jensen og Niels Henrik Nielsen i garderoben, hvor alt er på rette plads for at sikre hurtig udrykning. Foto: Anette Bonde.

Halløj: Der er brug for folk ved brandsprøjterne

Nej, sikkerheden er ikke i fare, men rundt om på Djurslands brandstationer kunne man altså godt bruge nogle ekstra folk

beredskab og sikkerhed Hvis du bor eller arbejder et sted, hvor du kan nå hen til den lokale brandstation i løbet af fem minutter, kunne jobbet som deltidsbrandmand måske være noget for dig. Generelt er Beredskab og Sikkerhed på Djursland interesseret i løbende rekruttering af nye folk i takt med at de gamle stopper.

"Der er flere af vores lidt ældre brandmænd, der overvejer at stoppe, og det tager jo tid, inden de er kørt ind," fortæller områdekoordinator Niels Henrik Nielsen og tilføjer, at det særlig er i Ebeltoft, der mangler folk lige nu.

Oplæring

Inden man sendes ud til brand eller anden redning læres man op. Først gennemgår man et 12-timers kursus i udvidet førstehjælp, dernæst en grund-uddannelse på 74 timer og til sidst en funktionsuddannelse på 148 timer. Kurserne kan både tages i dagtimerne og som weekendkurser.

"Vi forsøger at tage hensyn til familie og arbejde,"fortæller Kim Jensen, stationskoordinator i Ebeltoft.

På grunduddannelsen ser og prøver man lidt af det hele: slangeudlægning og slukning ude i det fri, frigørelse ved færdselsuheld med mere. På funktionsuddannelsen gennemgår man derudover røgdykning, det vil sige personredning og brandslukning i lukkede bygninger samt kemikaliedykning ved flydende udslip og i gasform.

Tidligere da folks bopæl og job ofte lå i samme by, blev man tilknyttet brandstationen i den by, man boede i. I dagens pendlersamfund kan man være tilknyttet én brandstation i dagtimerne og en anden efter fyraften.

"Den eneste betingelse er, at man kan nå frem i løbet af fem minutter, og at arbejdspladsen giver lov til at man kan løbe, når der kaldes," siger Kim Jensen.

Sidste år var der cirka 70 udrykninger fra brandstationen i Ebeltoft, heraf knap 10 i dagtimerne.

Der ydes et fast månedligt beløb plus en timebetaling pr. arbejdstime.

Job og kammeratskab

Kim Jensen har været brandmand i 29 år, og Niels Henrik Nielsen startede i Beredskab og Sikkerhed for 25 år siden. Niels Henrik Nielsen blev bidt af brandslukning, mens han var i Civilforsvaret. Så startede han som frivillig brandmand, blev derefter ansat som deltidsbrandmand og i dag har han en overordnet fuldstidsstilling i Beredskab og Sikkerhed Randers - Favrskov - Djursland.

"Mange starter som frivillig eller deltidsbrandmand, og så får de smag for arbejdet og kammeratskabet."

Det er et arbejde, der både rummer faglig stolthed og socialt sammenhold.

"Nogle går til fodbold, jeg plejer at sige, at jeg går til brandmand. Det sociale er utrolig vigtigt, både at folk kigger ind på stationen, når de kommer forbi, og den snak man får, når man kommer hjem fra en opgave," ", smiler Kim Jensen. For eksempel søndag nat, hvor alarmen gik klokken 01.15 og han og nogle kollegaer blev kaldt ud til en mindre brand. De var tilbage igen klokken 03.15. I stedet for at skynde sig hjem for at sove, besluttede de sig for at grille en pølse og få en snak. Først efter en lille times tid, gik de hver til sit og mødte på deres civile arbejde nogle timer senere.

Der kan selvfølgelig være alvorlige ulykker, der kræver en længere debriefing, så folk kan få hælp til at bearbejde deres oplevelser. Beredskab og Sikkerhed har derfor et særligt beredskab til krisehjælp, både overfor borgere og egne folk.

Publiceret 01 March 2019 07:35