Foto: Google Street View

Foto: Google Street View

Indbrud i nat i tøjbutik i Grenaa

Mand med koben på sig blev anholdt og sigtet for indbruddet

En kvinde blev natten til torsdag klokken 02.58 vækket af støj fra gaden i Lillegade i Grenaa. Hun opdagede en mand, der var i gang med at bryde ind i en tøjbutik, og ringede derfor straks til politiet, der få minutter senere havde en patrulje fremme på stedet.

De to betjente vidste, at der kun var to udgange ud af den baggård, som manden befandt sig i. De skyndte sig derfor at stille sig foran hver sin udgang. Det var lige i rette tid, for i samme øjeblik kom en mand gående ud fra baggården i armene på den ene betjent, oplyser Østjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: 76-årig kvinde blev snydt af tricktyv udenfor sit hjem

Han nægtede at have forsøgt at begå indbrud, men da der var brudt et vindue op i tøjbutikken, og han kom gående med to koben i en pose, blev den 33-årige mand anholdt og sigtet for indbrud.

Det er endnu ikke fastslået, om der er stjålet noget fra butikken.

Den formodede indbrudstyv havde en mindre mængde hash på sig, så han blev også sigtet for besiddelse af narko. 

jr

 

Publiceret 15 March 2018 12:45