250 møllevingetransporter bliver det til på det kommende halve år mellem Grenaa og Aalborg. Peder Riis Nickelsen fra Siemens inspicerede de første med dino-tail til at forbedre aerodynamikken på en kold dag på Grenaa Havn.

250 møllevingetransporter bliver det til på det kommende halve år mellem Grenaa og Aalborg. Peder Riis Nickelsen fra Siemens inspicerede de første med dino-tail til at forbedre aerodynamikken på en kold dag på Grenaa Havn.

Fem år efter åbning:

Møllevinger repareres og optimeres

Stor reparation af Anholt Havmølleparks møller. Alle møllevinger sejles i land i Grenaa, køres til Aalborg og retur

Af
Af Søren Andersen

GRENAA: Fra 1. marts vil det ikke være et usædvanligt syn at se de lange vindmøllevinge-transporter på vejene til og fra Grenaa. I et halvt års tid vil Ørsted og Siemens reparere samtlige møllevinger på de 111 møller i Anholt Havmøllepark. Og det er blevet besluttet, at proceduren bliver nedtagning til havs, sejlads til Grenaa og så kørsel til Siemens i Aalborg - inden det fire dage senere går retur den anden vej.

“Det siger sig selv, at vi vil komme til at fylde en del på vejene, når møllevingerne er 58 meter lange og der er så mange af dem,” siger Nicolaj Mensberg fra Ørsteds vindmølleafdeling.

Hårdt klima slider

Det er det hårde klima og hastigheder på op til 300 kilometer i timen, der har vist behov for reparation allerede efter få års drift i Anholt Havmøllepark, der er planlagt til 25 års virke.

Der skal repareres en forkant på møllevingen, fordi man har set erosionsdannelse - og hvis man ikke gør noget ved det, vil det betyde mindre produceret strøm i mølleparken.

“Og det er vi jo ikke vilde med, men heldigvis er der siden etableringen af Anholt Havmøllepark også sket forbedringer, så Siemens leverer tilbage en møllevinge, der er i stand til at producere mere strøm, end den gamle model,” fortæller Nikolaj Mensberg.

Og hos Siemens garanterer Peder Riis Nickelsen, at møllevingerne efter reparation og udbedring, at de vil kunne holde tiden ud i Kattegat.

Der udføres også en forbedring på forkanten af møllevingen - som Peder Riis Nickelsen her viser. Foto: Søren Andersen

Der udføres også en forbedring på forkanten af møllevingen - som Peder Riis Nickelsen her viser. Foto: Søren Andersen

Dino-tail

Møllevingerne forbedres blandt andet ved at blive udstyret med en såkaldt “dino-tail”, som forbedrer aerodynamikken.

Peder Riis Nickelsen fortæller, at man overvejede flere muligheder for at løse transportproblemet - og også helt at undgå ved at lave reparationen til havs. Man prøvede sig frem sidste år med 24 møller, men vejret drillede for meget.

“Vi kunne også have valgt at lade det ske på havnen i Grenaa, men vi har al ekspertise og det nødvendige udstyr i Aalborg til temperaturkontrol, så derfor de mange køreture,” siger Peder Riis Nickelsen.

Og det bliver til mange ture mellem Grenaa og Aalborg - 250 hver vej i det halve år mellem 1. marts og 1. oktober. Ni vinger om ugen efter planen.

En oplagt mulighed for den nye omfartsvej mellem hovedvejen og Grenaa Havn til at vise sig frem, men her kommer mølletransporterne ikke til at køre, for turen går sydpå ud af Grenaa for at komme på motortrafikvejen og Djursland-motorvejen, inden turen går nordpå til Aalborg - og samme vej bruges retur. Der tages hensyn til den øvrige trafik ved at undgå kørsel tidlig morgen og sen eftermiddag og på lørdage.

Hverken Ørsted eller Siemens vil sige noget om, hvad regningen løber op i, men man har forhandlet sig frem til en løsning, så begge parter deltager i det økonomiske efterspil.

Publiceret 20 February 2018 16:09