Nikolaj Bek åbner dørene i Restaurant Mundgodt til marts.

Nikolaj Bek åbner dørene i Restaurant Mundgodt til marts.

Nyt liv til Restaurant Mundgodt

Ung kok glæder sig til at lave god mad midt i Grenaa

Af
Af Søren Andersen

GRENAA: Hvis pizza ikke ligefrem står øverst på den kulinariske ønskeseddel, så er der ikke mange valgmuligheder, hvis man skal ud at spise i Grenaa. Derfor var det ikke en god nyhed, da Restaurant Mundgodt i Storegade i Grenaa drejede nøglen om kort før jul, da de tidligere ejere måtte erkende, at nykonstateret diabetes ikke flugter særlig godt med et hektisk kokkeliv.

Men der er ingen grund til at fortvivle, for torsdag 1. marts overtager den unge kok Nikolaj Bek Mundgodt. Dagen vil han markere åbningen med en reception med lidt godt i glasset og noget sødt på tallerkenen og fredag 2. marts går det løs for alvor.

Udlært i Aarhus

Nikolaj Bek stammer fra Nykøbing Mors og er udlært på Restaurant Thors Mølle i Marselisborgskoven syd for Aarhus. Her er han vendt tilbage i flere omgange - og har indimellem blandt andet været på Arne Fusagers køkkenskole i Sydfrankrig. Han har været souschef på Thors Mølle og køkkenchef på Navigator og Restaurant Seafood i Marselisborg Lystbådehavn. Sidstnævnte har han drevet selvstændigt i vintersæsonen - og det er noget af en udfordring på en lystbådehavn, hvor det er i sommermånederne, gæsterne strømmer til.

“Men nu glæder jeg mig til at komme i gang her i Grenaa. Menukortet vil jeg kalde dansk mad med fransk inspiration. På menuen tilbyder vi et varieret kort inden for både kød, fugl og fisk, både til frokost og til aften. Der bliver åbent for a la carte onsdag, torsdag, fredag og lørdag, men jeg får jo også nogle gode selskabslokaler, som naturligvis kan bookes alle ugens dage,” siger Nikolaj.

Brunch om lørdagen

Han vil også gerne se gæster droppe ind til kaffe og kage, ligesom der bliver mulighed for at nyde en lørdagsbrunch. Først på dagen kan der vælges fra frokostkortet og om aftenen satses der på menuer, hvor gæsterne kan vælge mellem en, to eller tre retter til en fast pris.

“Sommeren ser jeg meget frem til. Så skal vi have gang i udeserveringen i den hyggelige gårdhave. Så skal der grilles bøffer og hjemmelavede frankfurtere med en god kartoffelsalat til,” lyder det fra Nikolaj.

Til at servere vil han få hjælp af sin lillebror, der er uddannet på Sallingsund Færgekro.

God vin i glassene

“Jeg vil også videreføre ideen med et vinotek. Naturligvis vil jeg føre et almindeligt vinkort, men der skal også være mulighed for at udvælge sig en god flaske i butikken og så få den på bordet mod at betale en proppris,” siger han.

Bygningen i Storegade har tidligere rummet både bank og kirkecenter, men fik ny identitet med åbningen af først Vinoteket, Flindts og siden Mundgodt.

Nu er der klart til et nyt kapitel på stedet.

Publiceret 20 February 2018 10:30