Den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa kommer til Grenaa og holder foredrag om brugen af medicinsk cannabis.

Den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa kommer til Grenaa og holder foredrag om brugen af medicinsk cannabis.

Læger tager afstand fra cannabis-foredrag

Omstridt hjerneforsker gæster Grenaa - men lokale læger advarer mod hendes påstande om hvad cannabis kan bruges til

Af
Af Søren Andersen

GRENAA: En stribe lokale læger tager afstand fra den markedsføring, der bruges forud for et foredrag om cannabis i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa tirsdag 30. januar, arrangeret af Østjysk Hypnose.
Foredraget er rendyrket vidensdeling baseret på medicinsk forskning, fremgår det af en pressemeddelelse. Alle kan være med og foredraget slutter med en fri spørgerunde.
Her kan man høre fra den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa, der er kendt skyldig i dokumentfalsk og uredelig videnskab og derfor har mistet sin doktorgrad og ikke må arbejde med patienter, høre om kroppens eget cannabis - det endocannabinoide system - brugen af medicinsk cannabis, og hvordan man undgår fælderne eller optimerer brugen af medicinske cannabinoider.
I foredraget forklares det - ifølge pressemeddelelsen - hvordan og hvorfor cannabis og især cannabinoidet cbd kan have gavnlig effekt på sygdomme, smerter, cancer og sindslidelser.
Eksempelvis: stress, angst, skizofreni og depression, epilepsi, fibromyalgi, migræne, irritabel tyktarm, sclerose, stofskiftesygdom og flere typer af kræft.
Man får blandt andet svar på sammenhæng mellem fødevarer og brug af cannabis, og hvad der sker med hjernen, når man tager cbd-olie.

Læger tager afstand

Men en stribe af ppraktiserende læger i Norddjurs peger på, at der mangler viden om virkninger og bivirkninger ved medicinsk cannabis.
“Cannabis er således udråbt til at være et nyt vidundermiddel, som hjælper på næsten alt. Det er vi ikke enige i. For læger, der bliver bedt om at udskrive medicinsk cannabis, er lovgivningen meget problematisk. Dels fordi der ikke findes ret meget forskning, som beskriver cannabis' effekter og bivirkninger, og dels fordi politikerne har valgt, at cannabis skal frigives som medicin, uden de forudgående undersøgelser som man kræver, når der skal ny medicin på markedet. Undersøgelser, der netop kræves for at sikre patienterne mod uventede eller ukendte bivirkninger, samt hvordan det virker sammen med anden medicin, hedder det fra lægerne Anna Weibull, Dorte Bojer, Thyge Traulsen, Søren Dujardin, Henrik Fendinge Olsen, Birgitte Borup, Eva Rasbak, Lene Bisgaard, Hans Jørgen Bysted, Carsten Lykke Hansen, Camilla Sand, Preben Dissing, Johannes Brockstedt, Mette Husted Kjær, Gitte Husum, Jannik Falhof, Hans Christian Kjeldsen og Mogens Vestergaard.

Indtagelse af medicinsk cannabis deler vandene. En stribe lokale læger peger på, at virkning og bivirkning ikke er undersøgt. Foto: Ritzau/Scanpix Raul Arboleda

Indtagelse af medicinsk cannabis deler vandene. En stribe lokale læger peger på, at virkning og bivirkning ikke er undersøgt. Foto: Ritzau/Scanpix Raul Arboleda

Lægens ansvar

De peger også på, at politikerne derudover har bestemt, at læger skal tage ansvar for udskrivelse, dosering, bivirkninger og køreegnethed, samt information om dette på trods af, at der ikke foreligger viden om - eller anvisninger for - hvordan man gør det.
“Da det ikke er medicin, set med Lægemiddelstyrelsens øjne, vil den enkelte læge bære ansvaret for, om der kommer bivirkninger, sker trafikuheld eller andre uventede hændelser. Normalt vil et præparat gennemgå dyreforsøg (fase 1), og først derefter et mindre meget kontrolleret forsøg med patienter/kontrolpersoner (fase 2), hvorefter der afkræves flere større kontrollerede forsøg med patienter og kontrolgrupper også i sammenligning med allerede eksisterende medicinske præparater (fase 3),” siger lægerne.
De finder det lidt ironisk, at brug af cannabis er forbudt til dyr på grund af manglende viden om effekt og især bivirkninger og skadelige effekter.
“Vi må konkludere, at vi ikke kan udskrive cannabis på nuværende tidspunkt og samtidigt være samvittighedsfulde læger, som arbejder ud fra kendt videnskab, erfaring og med det ultimative mål ikke at skade vores patienter,” skriver lægerne.

Ikke udskrive cannabis

Arrangøren, Betiina Brusulixend, Østjysk Hypnose, gør opmærksom på, at cannabis har været brugt i århundreder og mener der ligger masser af videnskabelig evidens for plantens helbredende virkning.
“Faktisk mange tusinde videnskabelige rapporter. På trods af at det i pressen/medierne er blevet præsenteret som om, at der ikke er nogen evidens for virkningen. Men det handler nok mest om, at man ikke kan tage patent på en plante. Rent faktuelt er det medicin, der er en af de største dødsforårsager i nutidens Danmark. Der er aldrig registreret dødsfald i brugen af cannabis. Faktisk er det langt farligere at spise peanuts end det er at indtage cbd-olie,” mener Betiina Brusulixend.

Bliver ikke skæv

Det er hendes oplevelse, at den almene befolkning tror, at alt cannabis er euforiserende og et stof som man bliver ”skæv” og afhængig af.
“Det er ikke korrekt. Cbd-olien, der bliver udvundet af cannabisplanten er uden thc eller i så minimale mængder, at det ikke kan måles. Nogle sygdomme kræver dog cbd-olie med thc for at have en effekt. Tthc-mængderne er dog meget små, så det vil kræve, at du skal drikke, rigtig mange flasker af olien, for at blive påvirket. Det vil være langt billigere at købe en god flaske rødvin, hvis man ønsker at opnå en rus,” siger Betiina Brusulixend.

Publiceret 25 January 2018 19:00