Museum Østjyllands nye udstillinger i Grenaa ”Fire veje til Norddjurs” udmærker sig ved at være tilgængelige for alle. Det har givet pote i form af rekordhøje besøgstal det forgange år.

Museum Østjyllands nye udstillinger i Grenaa ”Fire veje til Norddjurs” udmærker sig ved at være tilgængelige for alle. Det har givet pote i form af rekordhøje besøgstal det forgange år.

Flere gæstede museet efter ombygning

Det gav bonus for Museum Østjylland at åbne et stort set nyt museum i Grenaa for et år siden

Af
Af Søren Andersen

GRENAA: Det var et godt træk af Museum Østjylland, at man for et års tid siden slog dørene op for et stort set nyt museum i Grenaa. Siden har flere end 21.000 gæster besøgt museet, som i hele Østjylland har oplevet sit hidtil bedste år og sætter rekord med 183.011 gæster totalt. Det er 9400 flere gæster end i det hidtidige rekordår 2015.
Museumschef på Museum Østjylland Jørgen Smidt-Jensen er ikke i tvivl om, hvorfor museet har succes: ”Vi fornyer os hele tiden. Og med åbningen af hele to nye permanente udstillingsafsnit af høj kvalitet inden for et år har vi i 2017 gjort noget, som intet andet museum i Danmark har formået, siger han.
Museum Østjylland åbnede i januar 2017 et helt nyt museum i Grenaa under udstillingstitlen ”Fire veje til Norddjurs: Havet, Kalken, Jorden og Købstaden”. Denne udstilling er siden belønnet med Norddjurs Kommunes Handicappris.
I oktober måned 2017 var det oldtiden på Randersegnen, der fik sit nye permanente udstillingsafsnit i Kulturhuset i Randers med udstillingen ”Livet ved Fjorden”.
Begge udstillinger har trukket et meget stort publikum. Mere end 21.000 har besøgt museet i Grenaa siden januar, mens den nye udstilling i Randers siden åbningen for tre måneder siden er set af over 22.500 besøgende.

Støtte til glæde for mange

Jørgen Smidt-Jensen glæder sig over, at museet får et tydeligt signal fra publikum om, at der er brug for museet, og at museets tilbud har en meget bred appel.
”Det er fantastisk dejligt, at vores publikum sætter pris på vores tilbud. Det er samtidig et signal til de mange fonde, som har støttet udstillingerne økonomisk, om, at støttekronerne gør en tydelig forskel og kommer mange til gode. ”
Ud over de nye udstillinger har en meget bred vifte af foredrag, omvisninger, fortællinger og familieaktiviteter trukket mange museumsgæster til museet i 2017.
Samtidig oplever Museum Østjyllands skoletjeneste en meget stor tilstrømning af skoleklasser, som benytter sig af museets mange undervisningstilbud.
I forhold til 2016 er besøgstallet for museets tre afdelinger i Randers, Grenaa og Ebeltoft sidste år steget med over 12 procent.
Museumschef Jørgen Smidt-Jensen vil ikke afvise, at museets flotte besøgstal har været hjulpet godt på vej af henholdsvis DRs store satsning Historien om Danmark og af Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017.
”Der har været fokus på både historie og kultur i år, og det, tror jeg, har været godt for alle museer. Men vi her på museet kan se, at der er meget stærke sammenfald imellem vores besøgstal og de specifikke udstillinger og aktiviteter, vi selv har åbnet og afviklet. Så jeg tror, at vi var kommet ud af 2017 med rekordbesøgstal under alle omstændigheder,” siger han.

Publiceret 04 January 2018 11:16