Efter nogle år med ustabilitet i retningen for Børnehuset Ebeltoft, er det lykkedes for Inger Sevelsted Skovbo at få institutionen i balance igen

Efter nogle år med ustabilitet i retningen for Børnehuset Ebeltoft, er det lykkedes for Inger Sevelsted Skovbo at få institutionen i balance igen

Børnehus:

“Vi skal have et miljø, hvor børnene mestrer verden”

Efter år med skiftende ledelse, er der sat skarp retning for Børnehuset Ebeltoft

Af
Af Simon Carlson

“Den var simpelthen for flad!”

Inger Sevelsted Skovbo peger ud på legepladsen ved vuggestuen i Børnehuset Æblehaven. Hun har som leder besluttet, at legepladsen skal være væsentligt mere udfordrende for børnene. Det gælder i øvrigt generelt for det fokus, hun har haft med sig, siden hun for et år siden blev ansat i stillingen som leder i den integrerede institution Børnehuset Ebeltoft, der er paraply for de to børnehuse Hyrdebakken og Æblehaven. 
“Det er så vigtigt, at børn er selvhjulpne. Det betyder ikke, at de skal klare sig selv, men det er op til os at skabe et miljø, der lærer børnene at mestre verden,” siger Inger Sevelsted Skovbo og uddyber problematikken med den flade legeplads.

“Det er jo på ingen måder anstrengende at gå her, og det skal altså være en smule besværligt at være lille. Det handler jo om respekt for børn, for når man gør det for nemt for dem, så fjerner man også muligheden for, at de får trænet deres krop. Det her skal være deres træningscenter ligesom når vi løber ned i fitnesscentret. Det skal de have her,” fastslår hun.

Bestyrelsesformand Line Strange (bagerst) glæder sig over, at Inger Sevelsted Skovbo er i gang med at bygge et solidt fundament for fremtiden i institutionen

Bestyrelsesformand Line Strange (bagerst) glæder sig over, at Inger Sevelsted Skovbo er i gang med at bygge et solidt fundament for fremtiden i institutionen

Positive strømninger

Af forskellige årsager var der forud for Inger Sevelsted Skovbos ansættelse i Børnehuset Ebeltoft gået flere år med skiftende ledelse. Det har helt naturligt sat sit præg på strukturen i institutionen, og derfor glæder det også bestyrelsesformand Line Strange, at der endelig er kontinuitet igen.

“Det har været meget ustabilt de seneste år, og så er det svært med at komme i gang med tingene, når vi sidder og afventer. Nu er der kommet fokus, og jeg synes også allerede, der er sket rigtig meget det seneste år, fordi der er blevet sat en retning og der bliver arbejdet med de fysiske rammer og de strukturelle rammer, hvor medarbejderne kommer på mange forskellige kurser. Der er rigtig mange positive strømninger,” konkluderer Line Strange.

Bygger fundament

Mange af de positive strømninger skal bruges til at bygge et solidt fundament til fremtiden. Det gælder for personalet, som i en kontinuerlig strøm er på kurser for blandt andet at øge kompetencerne i motorik-, relations- og sproglæring.

Derudover bygges fundamentet også næsten helt bogstaveligt, idet legepladserne i både Æblehaven og Hyrdebakken gennemgår en grundig opgradering for 360.000 kroner. Sammen skal de to huse være med til at styrke dagplejetilbuddene i Ebeltoft.

“De to huse har samme ledelse og samme bestyrelse, men det er to forskellige huse. De er ikke konkurrenter, for vi skal sammen spille hinanden stærke og bevarer den gode børnekultur, så vi har flere tilbud, der støtter op om byen,” lyder det fra Inger Sevelsted Skovbo.

Børnehuset Ebeltoft

  • Består af Hyrdebakken og Æblehaven
  • Hyrdebakken er normeret til 45 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn. Æblehaven er opdelt i to huse. Et vuggestuehus normeret til 24 vuggestuebørn og et børnehavehus normeret til 66 børnehavebørn
  • Inger Sevelsted Skovbo kom til Børnehuset Ebeltoft fra en stilling som souschef i Margrethe Børnehaven i Pindstrup

Publiceret 27 December 2017 14:13