Revisor og socialdemokratisk medlem af byrådet i Syddjurs Kommune, Kai Pedersen, fylder 75 år tirsdag 31. oktober. Pressefoto

Revisor og socialdemokratisk medlem af byrådet i Syddjurs Kommune, Kai Pedersen, fylder 75 år tirsdag 31. oktober. Pressefoto

Fødselsdag:

Den politiske veteran Kai Pedersen runder 75 år

Revisor og byrådsmedlem Kai Ejner Pedersen, Ternevej 11, Mørke, fylder 75 år, tirsdag 31. oktober.
Kai Pedersen voksede op i Hornslet og kom som 15-årig i kontorlære på A/S Jernkontoret i Aarhus. Udlært i 1961 blev han leder af firmaets speditionsafdeling og det blev til i alt 17 år i firmaet.
I sin fritid uddannede han sig til merkonom i regnskabsvæsen og blev samtidig revisor. Efter en to-årig periode som fuldmægtig i Almindelig Brand var Kai Pedersen et år ansat ved Aarhus Skattevæsen, hvorefter han i 1979 blev revisor i revisionsfirmaet Kvist & Jensen. I 1981 blev han beskikket til registreret revisor og har siden virket i firmaet.
Undervejs har han haft adskillige tillidshverv. Han har således været med i Hornslet-Hallens bestyrelse og medlem af repræsentantskabet. Desuden har han i mange år været medlem af Mørke Idrætsforenings hovedbestyrelse og i Mørke Sogns Sparekasses repræsentantskab. Han har været kasserer i Mørke-Hallen samt medlem af Mørke Menighedsråd.
Fødselaren var i ungdomsårene ivrig idrætsmand med forkærlighed for fodbold.

Yngste deltager på holdet

Da Hornslet Stadion i 1956 skulle indvies samen med klubhuset, blev der som forkamp spillet en drengekamp mellem to lokale hold. Kai Pedersen var med sine 13 år yngste deltager på Hornslets hold, men han oplevede at score det første mål nogensinde på Hornslet Stadion.
Politik er en stor interesse hos Kai Pedersen. Han har været formand for Fællesledelsen i den daværende Rosenholm Kommune, indtil de fire socialdemokratiske foreninger blev slået sammen. Ved et efterfølgende valg blev han medlem af Rosenholm Byråd på en socialdemokratisk liste, hvor han virkede som medlem af social- og arbejdsmarkedsudvalget, samt økonomiudvalget. Ved kommunesammenlægningen for 12 år siden fortsatte han i Syddjurs Kommune, hvor han har lagt et stort arbejde i økonomiudvalget.
Dagen fejres med hygge i sommerhuset ved Følle Strand. jesl

Publiceret 28 October 2017 12:00