Debat:

Grotesk sagsbehandling - nu må flertallet komme ud af busken

Af Jytte Schmidt, lokalformand for SF Norddjurs - kandidat til KV17:
“Så er det afgjort: Udskrift fra beslutningsprotokol af kommunalbestyrelsesmødet 12.september: ”Den fremtidige madproduktion til hjemmeboende borgere skal finde sted i et tværkommunalt samarbejde med en eller flere andre kommuner”. 23 stemte for 3 stemte imod: Ø, C og SF.
Kortsigtet og uden visioner.
Altså Djurs Mad holder ret sikkert op med at eksistere og levere mad. Men ingen ved, hvordan, hvornår og hvorfor?
SF stillede to ændringsforslag:
”at sagen udsættes indtil dialogen med Syddjurs og eventuelt nye samarbejdsparter og vilkår for lukning af Djurs Mad er belyst” Kun SF og Ø stemte for
Derefter
”at Djursmad fremover også prioriterer økologisk mad og nye produkter og kunder som foreslået af Ø ” Kun SF og Ø stemte for.
Vi mangler at få at vide, HVORFOR ingen kunne stemme for de to forslag? Kom nu ud af busken alle I andre partier og fortæl borgere og ansatte på Djurs Mad HVORFOR?
Der er gode muligheder for at lave halvfabrikata som plejecentre og andre kan bruge og sund økologisk mad til skoler og virksomheder. På samme måde som de fx gør det på Randers Regionshospital.
I sagen var der ingen oplysninger om, hvordan Syddjurs Kommune stiller sig – skønt de er med i selskabet og aftager cirka halvdelen af maden.
I sagen var der ingen økonomiske beregninger af, hvordan kommunen er stillet, hvis bygningen Djurs Mad ikke kan sælges. Der mangler afskrivning af cirka 24 mio. (cirka 12 mio. til Norddjurs). Djurs Mad blev bygget i 2010 for knap 36 mio.
Hvorfor denne LUKKETHED? Hvorfor denne mangelfulde sagsbehandling? Der må være nogen, der ved noget. Jeg venter i spænding!
Mine tanker går til ledere og ansatte på Djurs Mad, I fik ikke en chance.”

Publiceret 26 September 2017 14:00