Vandet fra Mols Bjerge er nu kommet på flaske. Pressefoto

Vandet fra Mols Bjerge er nu kommet på flaske. Pressefoto

Mols Bjerge:

Lokalt vandværk vil sælge vand på flaske

Djurs Vand vil sælge flaskevand for at sikre grundvandet

Vand løber i Mols Bjerges undergrund, og det er rent vand.
Faktisk har vandet vundet priser for sin kvalitet.
Nu kan man købe vandet som Mols Vand på flaske, og overskuddet fra salget går til grundvandsbeskyttelse.
Bag initiativet er bestyrelse og ledelse i vandforsyningsselskabet Djurs Vand.
Bedre grundvandsbeskyttelse står meget højt på ønskelisten hos Djurs Vand. I forbindelse med udarbejdelse af en ny strategi for Djurs Vand afsøgte bestyrelse og direktion derfor forskellige måder, hvorpå de kunne sikre bedre økonomi til grundvandsbeskyttelse.
Men det er vanskeligt at finde løsninger. Lovgivningen tillader for eksempel ikke, at vandselskaber sælger vand på flaske, fordi lovgivningen er bange for, at det vil give højere priser for vandforbrugerne på grund af fejlslagne investeringer hos deres lokale forsyningsselskab.
Det stoppede dog ikke ledelsen i Djurs Vand. Bestyrelsens medlemmer og Djurs Vands direktør stiftede for egne midler selskabet Kilden paa Mols ApS og iværksatte produktionen af vand på flaske i dette selskab.
Hele overskuddet fra salget af vand går til en fond, grundvandsfonden, der ligeledes stiftes til formålet. Fondens midler skal ubeskåret gå til grundvandsbeskyttende tiltag.
Grundvandsbeskyttende tiltag kan for eksempel være skovrejsning eller dyrkningsaftaler med landmænd som omlægning til økologiske dyrkningsmetoder og pesticidfri dyrkning.

Salget er begyndt

Mols vand på flaske er begyndt. Lokalt kan det blandt andet findes i dagligvarebutikker og på restauranter. Nationalparken har givet tilladelse til, at vandet fra Mols Bjerges undergrund må mærkes med nationalpark-logoet.
Dermed kommer vandet i selskab med andre nationalparkmærkede produkter som for eksempel Skovkvæg og Mols Bjerge Hereford.

Publiceret 01 June 2017 13:43