KV17:

Alternativet rører på sig i Syddjurs

To lokale sympatisører klar til at stille op, hvis der kan etableres det nødvendige bagland

Af
Af Lars Norman Thomsen

Jakob Rauff Baungaard fra Mørke og Kenneth Degnbol fra Thorsager er sandsynlige kandidater på den Syddjurs-liste, som Alternativet arbejder hårdt på at få banket op forud for Kommunalvalget tirsdag 21. november 2017.

Jakob Rauff Baungaard arbejder til daglig i det private erhvervsliv inden for områderne grøn energi og bæredygtighed.
Kenneth Degnbol er Cand. mag. i historie og musikvidenskab. Han er til daglig højskolelærer og underviser på Rønde Højskole.

To svaler gør selvfølgelig ingen sommer, så der skal melde sig flere under fanerne, fastslår partiets lokale bagland i Syddjurs, Jørgen Finnemannn og Sarah Roued Thomsen, henholdsvis Knebel og Feldballe, i et netop udsendt nyhedsbrev.

“Vi skal gerne have kandidater fra alle dele af kommunen. Hvad siger I fra Ebeltoft-egnen? Hvad siger I fra Mols og Midtdjurs? Overvejer du at stille op? Så skriv til os, eller ring og hør nærmere,” lyder opfordringen fra de to.

Lokalforening på bedding

Når Jakob Rauff Baungaard og Kenneth Degnbol fortsat er placeret i tænkeboksen, hænger det af indlysende årsager sammen med, at de vil vide, om der er den fornødne opbakning, når det går løs.

Er der nogen, der vil støtte op, give sparring og være en del af en politisk baggrundsgruppe, når/hvis først partiet er repræsenteret i byrådet?

Derfor arbejder Alternativet både med at tømre et kandidatfelt sammen og få dannet en decideret partiforening i Syddjurs.

“Foreningen skal have det primære ansvar for alle aktiviteter i bevægelses- og partiregi i kommunen. Det omfatter aktivisme, projekter og opstilling af kandidater til kommunevalg og indstilling af kandidater til folketingsvalg,” fastslår Jørgen Finnemann.

Han indgår i den gruppe, der indkalder til møde torsdag 6. april Rønde Højskole, hvor både Jakob Rauff Baungaard og Kenneth Degnbol vil være tilstede for at fortælle, om deres bevæggrunde for at stille op og om, hvordan de ser Alternativets placering i kommunalpolitik i Syddjurs.

På mødet forventer Jørgen Finnemann at lokale støtter vil melde sig parate til at indgå i en arbejdsgruppe som skal forberede en stiftende generalforsamling for en kommune-/partiforening.

Kommuneforeningen kommer til at bestå af alle partimedlemmer, der bor i kommunen.

Henvendelse ang. Alternativet i Syddjurs kan ske til:

  • Kandidatur: Sarah Roued Thomsen, Feldballe
  • Organisation: Jørgen Finnemann, Knebel

Publiceret 01 March 2017 12:34