Benny Hammer tager et dage i praktik på Rougsøskolen, første gang torsdag. Arkivfoto

Benny Hammer tager et dage i praktik på Rougsøskolen, første gang torsdag. Arkivfoto

Erhvervspraktik:

Benny Hammer i praktik på Rougsøskolen

Den konservative viceborgmester følger torsdag undervisningen på skolen i Ørsted

Af
Af Lars Norman Thomsen

Fremtidens skolepolitik og -struktur bliver et af de store temaer, sikkert det største, når valgkampen frem mod kommunalvalget i november spidser til.

Det kan Benny Hammer, konservativ viceborgmester i Norddjurs Kommunalbestyrelse, kun være enig i, men han vedgår også, at det er farligt at åbne ballet, læs debatten.

“Det er farligt at begynde at udtale sig meget kategorisk om skolelukninger eller det modsatte, fordi det kun skaber usikkerhed. Jeg har bemærket, at Socialdemokratiet allerede har været ude og love, at de ikke vil lukke Toubroskolen, fordi den ligger tættest på letbanen,” siger Benny Hammer.

“Jeg synes da, at man, før melder så kategorisk ud, har pligt til at finde ud af, hvorfor over 50 procent af de elever, der reelt kunne gå på skolen, vælger en anden skoleløsning,” funderer Hammer.

Med Hammer i hælene

Torsdag forsøger viceborgmesteren ved selvsyn at danne sig et indtryk af, hvordan en skoledag anno 2017 i Norddjurs forløber.

Han møder nemlig op på Rougsøskolen i Ørsted med madpakke og saftevand  klokken 07.40 for at følge en lærer og hendes arbejde.

“Jeg var sammen med flere af mine kolleger i kommunalbestyrelsen til et møde i Ørum Aktivcenter for nogle uger siden arrangeret af Danmarks Lærerforenings lokale kreds og med deltagelse af mange lærere. Et fint arrangement, hvor der kom mange ting frem om skolernes forhold og muligheder. Kritik var der også meget af fra lærernes side, og derfor tilbød jeg efterfølgende at komme et par dage i praktik på en skole for at danne mig mine egne indtryk af virkeligheden,” forklarer Benny Hammer.

Skolevalg tilfældigt

At det lige bliver Rougsøskolen, som får en praktikant torsdag og senere også 13. marts, er en tilfældighed.

“Jeg har ikke selv haft indflydelse på, hvor jeg skulle hen,” siger Benny Hammer.

“Den slags aftaler skal gå via skoleforvaltningen, og det er helt fair. Ikke mindst i et valgår, hvor vi har et indbyrdes kodeks partierne imellem, som vi skal respektere.”

På forhånd er Benny Hammer spændt på, hvad de to dage i praktik bringer af indtryk, og han møder frem med sænkede parader

“Jeg glæder mig til at se, hvordan en skoledag fungerer for nutidens børn, så jeg kan blive bedre klædt på til at handle politisk.”

Publiceret 01 March 2017 14:35