Nordstrandvej er i gang med at blive genetableret efter stormen i juledagene. Foto: Liselotte Arentz Sørensen

Nordstrandvej er i gang med at blive genetableret efter stormen i juledagene. Foto: Liselotte Arentz Sørensen

Anholt:

Hovedvejen stadig ikke farbar

Norddjurs Kommune har fragtet grus over til Anholt for at reparere vejen, som grundet det ustadige vejr, stadig ikke er åbnet

Af
Af Janni K. Nielsen

Lappearbejdet af Anholts hovedvej efter den seneste storm har Norddjurs Kommune stået for, og det selvom vejen egentlig er privatejet.

“I sådan nogle situationer, starter vi ikke med at spørge til, hvor regningen havner. Så bestiller vi det, der skal bruges, og genskaber så meget som muligt, så hurtigt som muligt,” siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S), men understreger, at lappearbejdet er en nødløsning.

“Det her er kun en nødløsning, der holder, indtil næste storm rammer Anholt.” Hovedvejen er stadig ikke fuldt genåbnet, fordi det blæsende vejr og høje vandstande har givet anledning til at vente at se, før det sidste grus lægges ud på vejen."

Ti år med stormproblemer

Hvorfor bølgerne er begyndt at slå så hårdere imod Anholt, er et godt spørgsmål, og ifølge formanden for borgerforeningen hænger det sammen med, at man har udvundet råstoffer i Kattegat ud for øen.

“For ti år siden startede vi med at få øje på, at stormene begyndte at spise mere og mere af kysten. Tidligere har kyststrækningen været beskyttet af Nordvestrevet, men man tillod råstofindvinding og fjernede store dele af revet, og det endte med at være helt væk i 1980'erne”, forklarer Liselotte Arentz Sørensen. Hun mener, at det er en medvirkende faktor til, at støtten til kystsikringen skal komme fra staten.

“Vi appellerer til, at det er vores infrastruktur, der ryger i havet, og derfor skal vi have støtte fra staten. Vi har på den måde givet af revet til beton og veje rundt omkring i Danmark, og nu vil vi gerne have lidt igen,” siger Liselotte Arentz Sørensen.

Klar til Folketinget

Leif Lahn Jensen, Grenaa, der er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i Østjyllands Storkreds og medlem af udvalget for landdistrikter og øer, vil tage sagen op med Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

“Det er et problem, som bare må løses, og jeg har fuld forståelse for, at de ikke selv har pengene til det i Norddjurs kommune,” siger Leif Lahn Jensen. Dog kan han ikke love, at det vil lykkes at skaffe pengene ved at henvende sig hos ministeren og vil i så fald kigge i egne rækker.

“Hvis ministeren siger blankt nej, så kan jeg se på mit eget parti, og hvad vi kan gøre. Vi skal gøre noget ved det og hjælpe hinanden. Kommunen og Anholt kan ikke løse det selv, og så skal vi som stat gå ind og hjælpe,” siger Leif Lahn Jensen.

Datoen for mødet på Christiansborg er endnu ikke fastsat.

Publiceret 20 January 2017 05:30