Kaløvig Center har indgået et samarbejde med Tesla, som har stillet to ladestandere til rådighed for kursuscentrets gæster

Kaløvig Center har indgået et samarbejde med Tesla, som har stillet to ladestandere til rådighed for kursuscentrets gæster

Kaløvig Center:

Slår et slag for økologi og bæredygtighed

Med et økologisk spisemærke og endnu en investering i ladestandere til elbiler satser Kaløvig Center stort på at gå den grønne vej

Af
Af Janni K. Nielsen

I december modtog Kaløvig Center det økologiske spisemærke i bronze, som det første hotel på Djursland. Spisemærket er et varemærke for en brug af økologiske produkter i køkkenet på mellem 30 og 60 procent, og det er noget at være stolt af, mener bestyrer Christine Viemose:

“Det har givet en total stolthed i huset hele vejen rundt. Det er rigtig godt gået af vores køkkenpersonale, og jeg bliver personligt vældig opmuntret, fordi vi ligger omkring 50 procent,” siger Christine Viemose, som for nu er tilfreds med bronzemærket.

“Det kunne være spændende at få sølvmærket også, men nu skal vi i første omgang nyde denne sejr. Vi har virkelig kæmpet for det, og det er bestemt ikke noget, man kommer sovende til.”

Sølvmærket kræver en andel af økologi i køkkenet på mellem 60 og 90 procent. Har man over 90 procent, modtager man guldmærket.

Første på Djursland

Kaløvig Center er det første hotel eller kursuscenter på Djursland, der modtager mærket. Derfor håber de på, at de kan være med til at inspirere andre til at gå samme vej.

“Når vi slår et slag for økologien og bæredygtigheden, kan vi måske inspirere andre til at komme ud af starthullerne. Vi står selvfølgelig godt med det økologiske spisemærke som særkende, men på den anden side vil vi rigtig gerne prikke lidt til konkurrenterne og få dem med på vognen,“ siger Christine Viemose.

Kampen for elbiler

Allerede for næsten tre år siden fik stedet de første faciliteter til elbiler, og nu er to nye ladeudtag til Teslas elbiler kommet til.

“Det er svært at sige, hvor mange, der kommer i elbil. Men efter at have besøgt os, har flere købt en elbil, fordi de har hørt vores erfaringer,” fortæller Christine Viemose, der også selv kører elbil til daglig.

En del af gæsterne på Kaløvig Center er miljøbevidste på forhånd, men der kommer også gæster, der ikke går så meget op i økologi og bæredygtighed.

“Det er ligeså vigtigt at præsentere elbilen og andre bæredygtige tiltag til dem, der ikke ved så meget om det,” siger Christine Viemose, som oplever, at stadig flere af centrets gæster kører i elbiler.

12 år med bæredygtighed

Kaløvig Center, der oprindelig blev opført som badehotel i 1908, er i dag et kursuscenter, der har sat bæredygtighed i højsædet, siden nuværende ejer, Søren Viemose, kom til stedet for 12 år siden. I den tid er der blevet indlagt jordvarme, og der er kommet solvarmepaneler på taget, som samler energi ind til varmt vand.

Næste projekt bliver solceller, og de er allerede bestilt til kursuscentret.

“Når solcellerne kommer på plads, kan vi selv producere en del af strømmen til elbilerne og vores jordvarmepumper, og det glæder vi os selvfølgelig rigtig meget til,” afslutter Christine Viemose.

Publiceret 19 January 2017 06:15