Mindesmærketpå Rosenholmvej over faldne fra Hornslet i modstandskampen. Mindestenen bærer indskriften: ”Orla Andersen, Herold Svarre, Axel Sørensen, Mac Hoffmann, Karl Algreen Møller. De gav livet for Danmark” – Fredagens højskoleformiddag i Egegaard handler om Hornslet-Gruppen

Mindesmærketpå Rosenholmvej over faldne fra Hornslet i modstandskampen. Mindestenen bærer indskriften: ”Orla Andersen, Herold Svarre, Axel Sørensen, Mac Hoffmann, Karl Algreen Møller. De gav livet for Danmark” – Fredagens højskoleformiddag i Egegaard handler om Hornslet-Gruppen

Højskolefredag:

Få historien om Hornslet-Gruppen - og det, der fulgte med ...

Det er en fortælling om stort mod, dramatik og den største sorg ved fredagens højskoledag i Egegaard i Rønde

Af
Af Lars Norman Thomsen

De, der har haft lejlighed til at læse den lokale forfatter og journalist Kim Lykke Jensens bog om den lokale modstandsgruppe, Hornslet-Gruppen, kender til lægefamilien Baastrup Thomsen: faderen Holger Thomsen, der var sygehuslæge i Hornslet, samt de tre børn Svend Baastrup Thomsen, Bjørn Baastrup Thomsen og Pie (født Else Elisabeth) Baastrup Frandsen.
Alle fire spillede afgørende roller i den lokale modstandsbevægelse.
Pie Baastrup Frandsens datter, Lise Baastrup, medvirker ved fredagens højskoledag i Egegaard, Rønde, sammen med tidligere højskolelærer Poul Smedegaard Andersen, der bor i Hornslet, som sidder ved klaveret og akkompagnerer til fællessangene undervejs: 'Kringsatt av fiender', 'Katinka, Katinka', 'Solen er så rød, mor' og 'Livet er en morgengave'

Traumerne

Pie Baastrup Frandsen, der er født i 1919 og døde i 2005, husede højtstående faldskærmsfolk, var kurér og deltog i våbenmodtagelser.
Hun blev taget af Gestapo i København 13. januar 1944 og gennemlevede det hele: celle i Vestre Fængsel, forhørene, krigsretten på Dagmarhus, transport i kreaturvogn gennem Tyskland og 10 måneders rædsler i nazisternes tugthuse.
Med sit humør forsøgte hun at holde modet oppe hos sine lidelsesfæller og undertrykke angsten hos sig selv – men kampen havde en pris.
Krigens rædsler fortsatte efter befrielsen for mange af modstandsfolkene, også for Pie Baastrup Frandsen. Et tema, der sjældent har været behandlet i den ellers omfangsrige efterkrigslitteratur.
Datteren Lise Baastrup fortæller, hvordan krigens følger fortsatte og satte dybe spor i livet senere – også hos modstandsbevægelsens børn.

Formiddagens program:

  • Lise Baastrup fortæller om opbygningen af modstandsbevægelsen i Jylland i 1943, bl.a. Hvidsten og Hornsle-Grupperne, og om lægefamiliens rolle i det
  • Afspilning afet bånd (indspillet i 1985), hvor Lises mor, Pie Baastrup Frandsen selv fortæller om, hvad der skete med hende efter, hun blev taget af Gestapo
  • Lise Baastrup fortæller om, efterkrigtstiden. De skjulte traumer og effekten på familien og dermed børnene
  • Sammenhængen op til i dag – vores måde at tale om krig på – og vores holdning i Danmark til flygtninge
  • Højskoledagen begynder klokken 9.30 og slutter klokken 12. Den er for alle med interesse for temaet. Det koster 25 kroner at deltage

Publiceret 18 January 2017 15:10