Nytårsparole:
Brandfolk fejrede nytår tre stationer sammen
Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland er sammen om parole
Solen var ikke stået op lørdag morgen, da de første brandbiler fra Hornslet svingede ind på pladsen foran Mejlby Forsamlingshus. Få minutter senere dukkede brandfolk fra Allingåbro op i en minibus - de havde ladet brandbilen og et beredskab blive hjemme, 30 km borte - og så landede Hadstens brandfolk med deres tre køretøjer.
Der var for første gang samlet nytårsparole efter fire kommuners brandvæsener for et år siden blev slået sammen til et fælles, Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland.
TV: NYTÅRSPAROLE I MEJLBY FORSAMLINGSHUS
“Det er faktisk rigtig godt at mødes på denne måde,” lød det fra Hornslets kvindelige deltidsbrandmand siden 1999 Inger Stigers.
“Her kan vi lære hinanden at kende, inden vi en dag pludselig skal arbejde sammen i kamp.”
Favrskovs borgmester Nils Borring holdt tale ved denne parole. Men de tre andre borgmestre fra Randers, Norddjurs og Syddjurs har også haft eller får deres paroler at passe. I alt tre lørdage er afsat til nytårsparoler for Beredskab & Sikkerhed.
Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl kunne se tilbage på et år med hårdt arbejde, et arbejde som ifølge Nils Borring har båret frugt: Regnskabet ser ud til at lande i nul.
Publiceret 16 January 2017 15:25