Grenaa Havns direktør Henrik Carstensen bekræfter, at det planlagte borgermøde om havvindmølleprojektet ud for Grenaa Havn bliver til noget

Grenaa Havns direktør Henrik Carstensen bekræfter, at det planlagte borgermøde om havvindmølleprojektet ud for Grenaa Havn bliver til noget

Havvindmølleprojekt:

Borgermøde gennemføres som planlagt

Direktør for Grenaa Havn A/S, Henrik Carstensen, bekræfter overfor Lokalavisen torsdag aften, at borgermødet på Kystvejens Hotel og Konferencecenter bliver til noget

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det berammede borgermøde på Kystvejens Hotel og Konferencecenter onsdag 11. januar 2017 om det planlagte havvindmølleprojekt ud for Grenaa Havn gennemføres som planlagt, selvom flere borgere på de sociale medier har undret sig over, at der er ikke blevet annonceret for borgermødet.
"Vi afvikler borgermødet som planlagt med Grenaa Havn som arrangør, og ikke Norddjurs Kommune, som nogen har fået opfattelsen af. Det er Grenaa Havns projekt, ikke Norddjurs Kommunes," siger havnedirektør Henrik Carstensen til Lokalavisen torsdag aften, 
Havnedirektøren har det meste af torsdagen været optaget af bestyrelsesmøde.
Han vil ikke sige noget om mødets dagsorden, men henviser til en pressemeddelelse, der sendes ud fredag morgen.
Henrik Carstensen fortæller kun, at borgermødet får en ekstern mødefacilitator som ordstyrer, og ellers vil det være havnedirektøren selv og formanden for Grenaa Havns bestyrelse, Poul Anker Lübker, der vil give en statusbeskrivelse på projektet.
Borgermødet er programsat til at starte klokken 19.
"Borgermødet vil blive annonceret i de lokale aviser i den kommende uge," lover Henrik Carstensen.

Publiceret 05 January 2017 20:17