Anne Pedersen har fundet en niche med salg af klassisk og pænt tøj til store piger.

Anne Pedersen har fundet en niche med salg af klassisk og pænt tøj til store piger.

Thorsager:

De store piger finder tøjet på Industrivej

Ny butik og showroom i industrikvarteret i Thorsager rammer behovet for Plus size tøj hos piger fra nær og fjern

Af
Af Martin Schultz

 ?Det er ikke hver dag, der åbner en ny forretning i Thorsager. Men finder man sin niche, så kan det godt lade sig gøre at starte noget op og oven i købet få succes med det.
Anne Pedersen er en af de iværksættere, som har knækket denne kode. For lidt over to måneder efter at hun startede Plus-Q i et sidelokale på Industrivej i Thorsager, så lyder det, at ”det går bare godt” og ”vi kan næsten ikke følge med”.
I sin forretning og web-shop sælger Anne Pedersen tøj til ”store” piger, og her har hun fingeren på pulsen og ved, hvad hendes medsøstre har brug for.
”Jeg er selv en stor pige, så jeg ved hvad jeg taler om. Det at man er stor, vækker i sig selv opsigt nok. Så vi skal ikke gå i stærke farver eller vildt mønstrede ting, og så skal pasformen være korrekt,” siger Anne Pedersen. Hun finder sine kollektioner i lande som England, Holland, Tyskland, Frankrig og Polen, hvor man er længere fremme med produktion af de store størrelser end i Danmark.

Store størrelser

”For mit vedkommende synes jeg, det er svært at finde tøj, der både er billigt og god pasform og ikke bare ligner en sæk. Selvom man er stor vil man gerne være smart og lækker,” siger en af Plus-Q's lokale kunder, Kirsten Kruse fra Tåstrup.
Kommer man ind i Plus-Q forretningen i Thorsager, så møder man en stor pige bag disken, for indtil videre er Anne Pedersen alene om at passe den fysiske forretning, mens hendes mand i sin fritid hjælper til med web-shoppen.
Plus-Q har hele udvalget i bluser, bukser, nederdele, striktrøjer, kjoler og festtøj i størrelserne fra 44 til 60.
”Som stor pige kan det være svært at finde noget, som man synes er pænt, men her har vi noget mere klassisk tøj, både i snit og i farverne, som både er smart og er tilpasset store piger,” siger Anne Pedersen, som oprindelig er pædagog, men netop kom til at beskæftige sig med stort tøj, fordi hun selv kender til problemet med at finde det rigtige.
”Det startede som en bibeskæftigelse, men nu har jeg rigtig travlt. Samtidig vil vi gerne bevare butikken som en lidt skæv butik, hvor der er hyggeligt og ikke er for stift og højtideligt at komme. Derfor er det også fint, at butikken ligger hvor den ligger. På Industrivej og ikke på en eller anden hovedgade.”

Søndag kun for mænd

Der kan nemt blive trangt i det lange smalle lokale, hvor Anne Pedersen og hendes mand allerede har inddraget noget mere plads for at kunne realisere næste trin.
Kunderne kommer langvejs fra, men Anne Pedersen gør også lidt ekstra for at præsentere butikken. Fredag 5. november er der et julearrangement fra kl. 12 til 16, og søndag 11. december bliver der et særligt arrangement, hvor Annes mand Karsten tager over, og hvor kun mænd er inviteret.
”Jeg byder på mandehørm i form af en enkelt øl, vand og flæskesvær, mens der er mulighed for at finde gaven til Quinden i dit liv,” lyder opfordringen, hvori mændene også opfordres til at hjælpe hinanden med størrelser og design uden at kvinderne blander sig.
Det er helt i Anne Pedersens ånd, for butikken skal være hyggelig og ikke for højtidelig.

Anne Pedersen vil gerne drive en hyggelig og uhøjtidelig butik i lokalerne på Industrivej i Thorsager.

Anne Pedersen vil gerne drive en hyggelig og uhøjtidelig butik i lokalerne på Industrivej i Thorsager.

FAKTA

Plus-Q

En butik/showroom samt webshop med klassisk og enkelt udenlandsk Plus size tøj

Ligger på Industrivej 4, Thorsager

Har åbent tirsdag og torsdag og første og sidste lørdag i måneden
Se mere på www.plus-q.dk

Publiceret 28 October 2016 09:02