Lasse Mogensen, fyren med knold i nakken, viste igen lækre detaljer i angrebsspillet, da ÅHG tirsdag aften tabte til Skovbakken med 31-28. Foto: Lars Norman Thomsen

Lasse Mogensen, fyren med knold i nakken, viste igen lækre detaljer i angrebsspillet, da ÅHG tirsdag aften tabte til Skovbakken med 31-28. Foto: Lars Norman Thomsen

3. division håndbold:

ÅHG tæt på at få skovlen under stærke Skovbakken

Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer var foran 27-24 i tirsdagens hjemmekamp ti minutter før tid, men tabte så slutspurten med 7-1

Af
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHG's) håndboldherrer måtte lade livet for første gang i denne sæson, da holdet tirsdag aften i Grenaa Idrætscenter tabte 31-28 (18-16) til Skovbakken, så de to hold bytter plads i toppen, hvor Skovbakken nu er nummer et og ÅHG nummer to.
"Vi fik en katastrofal start på kampen, fordi vi ikke var parate, og det skal man være mod Skovbakken, der i sidste sæson vandt rækken suverænt, men ikke kunne rykke op, fordi klubbens førstehold rykkede ned i 2. division," siger ÅHG's assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG var bagud 7-2 efter otte minutter og 12-5 efter et kvarter.
"Ros til spillerne for at vise stor viljestyrke. Det gjorde, at vi kunne gå til pause med kun at være bagud med to mål," siger assistenttræneren.
ÅHG skiftede undervejs ud på målmandsposten, så Kasper Thorsted afløste Kristoffer Petersen, men i pausen kom sidstnævnte tilbage i rammen.
"Vi manglede generelt de redninger fra vores målmænd, som vi plejer at få, og det var ikke målmændenes fejl alene, for vores forsvar kom heller aldrig rigtigt op i gear. En af forklaringerne var, at Rasmus Dalsgaard Lund døjede med en hofteskade og ikke kunne spille på fuld kraft."
 

Stærk periode overhalet af svag slutfase

Efter pausen fik ÅHG hurtigt kontakt med Skovbakken, og de første tyve minutter havde hjemmeholdet fat i den lange ende.
Det resulterede i en føring på 27-24 ti minutter før tid.
Ligesom i lørdagens lokalopgør mod Nørre Djurs HK tabte ÅHG imidlertid momentum i de sidste ti minutter.
Mod Nørre Djurs HK fik slutspurten ikke pointmæssige konsekvenser, men det gjorde den tirsdag aften.
ÅHG formåede kun at score et enkelt mål, mens Skovbakken tromlede af sted og scorede syv mål.
"Det skal vi selvfølgelig have arbejdet med, men vi har et hold med en gennemsnitsalder på 21 år. Det betyder, at spillerne mangler coolness, når kampene skal lukkes, og derfor tager nogle chancer, hvor de i stedet for med fordel kunne forsøge at spille chancerne større," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Men ros til spillerne for en flot indsats. Skovbakken er et meget stærkt hold med spillere på samtlige pladser, der har noget at byde ind med og tydeligvis er vant til at træne på et højt niveau med førsteholdstruppen i 2. division."

Lasse Mogensen outstanding

ÅHG måtte tidligt i kampen tage højrefløjen, den langlemmede Andreas Lahn Mittet, ud med en fiberskade i baglåret.
Det betød, at hjemmeholdet måtte anvende en højrehåndet spiller på venstrefløj, og det er svære arbejdsvilkår. 
"Jonathan V. Johansen udfyldte pladsen i det meste af kampen, men det er klart, at i så tæt en kamp er det ikke ideelt at spille med en højrehåndet på denne position," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Han kunne igen se den lille og meget teknisk dygtige Lasse Mogensen på venstre fløj imponere både som afslutter i det frie spil og på straffekast.
"Lasse er outstanding og en meget sikker afslutter med mange ting på repertoiret," siger assistenttræneren om nyerhvervelsen.
Lasse Mogensen, der i håndboldsammenhæng ikke er højere end en pakke pølser, men kompenserer for sin manglende fysik med teknik, finurligheder, hurtighed og springkraft, scorede ni mål.
ÅHG har nu ti dages pause, før næste opgave, Todbjerg-Mejlby IF, venter i Håruphallen søndag 6. oktober.
 

3. Division Herrer, Pulje 3
ÅHG-Skovbakken
Resultat 28-31 (16-18)

Scorekort ÅHG:

  • Lasse Mogensen 9 (3)
  • Rasmus Josefsen 5
  • Joachim Pedersen 4
  • Jonathan V. Johansen 3
  • Jacob Pedersen 3
  • Jannek de Place 2
  • Rasmus Dalsgård Lund 1
  • Frederik Lyng 1

 

Publiceret 26 October 2016 16:01