Mørke Rytmer er klar til jubilæumskoncerten i Mørke Kirke. Privatfoto

Mørke Rytmer er klar til jubilæumskoncerten i Mørke Kirke. Privatfoto

Mørke:

Glade Mørke Rytmer synger til jubilæum

Koret Mørke Rytmer fylder 25 år og giver en gratis koncert i Mørke Kirke med highlights fra repertoiret gennem årene

Af
Af Martin Schultz

Et bredt udvalg af de mest afholdte sange gennem 25 år står på programmet, når koret Mørke Rytmer torsdag 13. oktober holder sin jubilæumskoncert i Mørke Kirke.
Det er nemlig 25 år siden, at en flok beboere i Mørke-området med korets dirigent gennem alle årene, Mikael Schildt Rasmussen, i spidsen begyndte at synge sammen og kaldte koret Mørke Rytmer.
“Ikke fordi vi synger særlig “mørkt”, for vi har alle årene sunget rytmisk musik og vi er et kor, som er kendetegnet ved vores livsglæde og lyst til at synge,” siger Mikael Schildt Rasmussen.
“Til koncerten vil vi synge highlights gennem årene og jeg kan love, at vi også synger Let The Sunshine In fra musicalen Hair. Den har fulgt koret gennem 20 år, og sangerne elsker den så højt, at de ikke vil slippe den.”
På programmet står også den allerførste sang Mørke Rytmer lærte, men det skal være en overraskelse, hvad det er. Der vil også være en eksklusiv optræden af Mørke Ridderne, som er en lille mandefraktion i koret, som optræder med Barpershop sange.

Good Vibrations

Rytmisk musik i alle afskygninger har stået på repertoiret gennem alle årene, og der lister sig ikke et klassisk værk eller en højskolesang ind.
“Vi synger rock og popsange, og meget på engelsk. Det er tidens populære numre, og så synger vi musicalnumre fra for eksempel Jesus Christ Superstar eller Hair, ligesom vi også synger filmmusik,” siger Mikael Schildt Rasmussen, som er manden, som skal få korets ambitioner til at balancere med at Mørke Rytmer er et kor af amatører, for det er ikke nemt at synge rytmiske sange.
“Det er svært at synge god rytmisk musik. Man skal både have sjælen med og være rytmisk, og det kan være svært nok ene mand, men vi er 35 stemmer, der skal synge sammen,” siger Mikael Schildt Rasmussen. Han fremhæver sange af det kendte 60'er band Beach Boys som noget af det Mørke Rytmer gerne synger.
“Det er meget lyse og glade melodier som for eksempel Good Vibrations, som er en sang som passer fint til vores sangglæde.”

Et anarkistisk kor

Mørke Rytmer startede for 25 år siden som et kor for mænd og kvinder fra Mørke-området. I dag kommer sangerne fra hele Djursland, men koret holder stadig til i Mørke og øver på Lindegården. Der er i dag kun et par sangere med, som bor i Mørke.
Mikael Schildt Rasmussen boede i Ommestrup fra 1989 til 2011, og bor nu i Skovby. Han var i mange år leder af ungdomsprojektet Kometen, men har en musikalsk uddannelse.
I dag er der 37 sangere med i Mørke Rytmer. Flest kvinder, og sangerne er i alderen fra 20'erne til 70'erne og kommer fra alle samfundslag fra økologiske landmænd og håndværkere til læger, jurister og revisorer.
“Jeg kalder os Danmarks mest anarkistiske kor, for vi er et meget socialt kor og følger også hinandens familier. Vi kan lide at synge sammen, og en gang imellem vil vi også gerne aflevere det vi kan til koncerter. Men det skal ikke tage overhånd, for når man skal optræde, skal det være i orden.”
Lejligheden byder sig torsdag 13.oktober kl. 19.30 i Mørke Kirke. Kom derfor og tjek de Mørke Rytmer.

Mikael Schildt Rasmussen var med til at starte Mørke Rytmer for 25 år siden og har været korets dirigent gennem alle årene. Foto: Martin Schultz

Mikael Schildt Rasmussen var med til at starte Mørke Rytmer for 25 år siden og har været korets dirigent gennem alle årene. Foto: Martin Schultz

Publiceret 11 October 2016 08:27