Peter Astrup Madsen

Peter Astrup Madsen

Debat Syddjurs:

En skændsel at fjerne gamle gravminder

Af Peter Astrup Madsen, Karlby, Krogsbæk Sogn:

"Kirkegårde er spændende steder at besøge, for her afspejles et lands og en egns historie, ligesom vekslende tiders religiøse og æstetiske idealer her kan være udmøntet i gravsten og anlæg” - så smukt kommer det til udtryk på hjemmesiden for foreningen af Kirkegaardskultur.dk.
En lidt anden tilgang fremgår af Kirkebladet for Ådalens Pastorat nr.1 2016, hvor det meddeles, at gamle gravminder (gravsten), der henstår i det man med et fint ord kalder ”lapidarium”, dvs. i udkanten af kirkegården, vil blive fjernet.
Menighedsrådet har indgået en aftale med en lokal stenhugger om at overtage gravstenene for et symbolsk beløb, hvis ikke pårørende har afhentet dem inden nytår (2015/16), altså med meget kort varsel. Denne notits troede jeg ville få folk op i det røde felt, men måske er pårørende slet ikke bekendt med afgørelsen, da gravminder jo typisk har reference til folk, der ikke længere bor her i området og derfor ikke får Kirkebladet.
Selv skrev jeg et brev til menighedsrådet, hvor jeg beklagede beslutningen, men fik at vide, at afgørelsen skyldtes et ønske (dekret) fra provsten. I et svar fra provsten for Syddjurs Provsti Benedikte Bock Pedersen, fik jeg blot bekræftet, at beslutningen overvejende var sket på hendes initiativ. Kun særligt bevaringsværdige sten og gravsteder, som er godkendt af museumsfolk, får i længden lov til at overleve.
Men hvorfor fjerne gravsten fra kirkegården, hvor de naturligt hører til. Begrundelsen har været, at gravsten tilhører de afdøde, dvs. de efterladte og derfor er privat ejendom, men jeg mener også, de kan have almen interesse. Gravminder fortæller i mange tilfælde en historie, og jo ældre desto mere interessante er de, især hvis man også får oplysninger om folks stilling og erhverv, samt hvor de er født og opvokset. Sådanne oplysninger er i dag ikke helt så almindelige, så alene af den grund burde man bevare flere af de lidt ældre sten, der i mangt og meget afspejler udviklingen i lokalsamfundets sociale og økonomiske liv, samt mode mht. stenvalg. I dag er der ikke så mange, der ønsker eget gravsted og slet ikke et familiegravsted, idet familier i mange tilfælde bor spredt i modsætning til tidligere, hvor mange levede hele deres liv i samme lokalsamfund. Jeg mener, det vil være et erindringstab, hvis man i et hug skrotter alle gamle gravminder. På sigt vil det nemlig indebære, at vi får kirkegårde uden nogen form for historie. Nedlagte gravsteder bliver sået til med græs med det resultat, at kirkegården efterhånden får karakter af en græsmark – eller ødekirkegård, som den i Krogbæk.
Mange funktioner i vore landsbyer er i de senere år blevet nedlagt. Det gælder håndværkserhverv og indkøbsmuligheder, så efterhånden er der kun kirken tilbage at besøge. I flere tilfælde ser man imidlertid, at kirkebygninger kan være aflåst i dagtimer, og nu er man åbenbart på vej til også at neddrosle selve kirkegården med dens gravminder. Turister og andre besøgende vil gerne have en positiv oplevelse ved et kirkegårdsbesøg. Det gælder især folk, der har forfædre med tilknytning til egnen. Selv besøgte jeg i sommer Asferg Kirkegård nord for Randers og så der, hvor flot man har opstillet tidligere gravminder i en form for skulpturpark med granitsten i én enklave, sorte sten i en anden og hvide sten i en gruppe for sig. Det kræver naturligvis både planlægning og plads, så mindre kan også gøre det.
Endnu er der ikke sket noget med de hjemløse gravminder langs kirkediget ved kirkerne i Ådalen, men i Hvilsager, Lime, Agri og Ebeltoft skulle de allerede være fjernet. Jeg kender ikke personligt til folks reaktioner i den forbindelse, men har heller ikke hørt noget positivt derom.
Menighedsrådets begrundelse har været, at det tager tid for graveren at vedligeholde disse lapidarier. Den køber jeg nu ikke. Vi betaler i forvejen en høj kirkeskat, så derfor kan man frygte, at det kan få folk til at melde sig ud af Folkekirken, bl.a. som reaktion mod den ”anonymisering” og ensretning, der finder sted på vore kirkegårde, hvor tomme gravfelter vinder frem, især ved mindre landsbykirker. Såfremt det er et spørgsmål om økonomi, kunne man på sigt forestille sig en ordning, hvor pårørende betaler en engangs-ydelse for omkostninger i forbindelse med, at kirken ”opbevarer” stenene, fx i yderligere 25 år, men lad dog de sten, der allerede er taget ud, få fred på kirkegården. Det er der de hører til - og ikke i folks private haver, eller til en endnu værre skæbne.
De fleste steder fortsætter det nuværende menighedsråd efter 8. november, men hvis flere gør opmærksom på problemstillingen, kunne det være, man ville genoverveje sagen og annullere kontrakten med stenhuggeren. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”.

Publiceret 10 October 2016 13:46