'Rigtige Vikinger' i Pindstrup tænder på mange ting. Fra 5. september går de i skarp træning i håb om at kunne præsentere sixpacks inden jul

'Rigtige Vikinger' i Pindstrup tænder på mange ting. Fra 5. september går de i skarp træning i håb om at kunne præsentere sixpacks inden jul

Pindstrup:

Erotisk buttede mænd tror på sixpack inden jul

Rigtige mænd i Pindstrup går nu i skarp træning sammen

Af
Af Lars Norman Thomsen

En flok hankønsvæsener i alderen fra 30 til 63 år i Pindstrup har sluttet sig sammen i gruppen 'Rigtige Vikinger'.

Fremover mødes de en gang om ugen i gymnastiksalen på Pindstrupskolen for at træne under skarp ledelse af Katrine Nielsen Sørensen fra Lime.

“Vi er en flok erotisk buttede mænd, der satser på at have en sixpack inden jul,” fortæller initiativtager Lasse Nygaard.

Han er formand for Støtteforeningen Viking Venner, og 'Rigtige Vikinger' bliver da også en ny aktivitet i Viking Pindstrup.

Stor interesse

På et informationsmøde forleden dukkede der ti mænd op, seks havde meldt afbud. Senere har yderligere tre meldt sig under fanerne.

“Jeg forventer, at vi bliver 15-20 mænd, der starter, men der kan sagtens være flere med,” siger Lasse Nygaard.

Første træningsaften er mandag 5. september klokken 19 i gymnastiksalen på Pindstrup Skole.

Her vil Katrine Nielsen Sørensen svinge pisken over den tapre skare af hanløver med faste håndled og målrettehed i øjnene, som skal stille i idrætsvenligt tøj og være klar på, at sveden vil pible frem på panden og andre steder.

Katrine Nielsen Sørensen har en fortid som barn og ung i Kolind.

“Vi har aftalt med Syddjurs Kommune, at vi kan tage til Stafet for Livet i Rønde 3.-4. september og få målt fedtprocent og vægt. Kommunen vil også være behjælpelig med en diætist,” fortæller Lasse Nygaard.

Pas på damer.
I løbet af efteråret vil flokken af erotisk buttede mænd i byen og omegnen blive endnu mere erotiske og endnu mindre buttede.

  • Hvis der er flere erotiske buttede mænd, som vil være med, kan de kontakte Lasse Nygaard (e-mail: Lhpn@genet.dk) eller en anden repræsentant fra IF Viking.

Publiceret 21 August 2016 12:23