Modelskitse af den fremtidige Dagli’Brugsen i Ørum.

Modelskitse af den fremtidige Dagli’Brugsen i Ørum.

Ørum:

Dagli’Brugsen flytter op til Hovedvejen

Første spadestik tages af byens børn tirsdag 9. august klokken 16

Af
Anette Bonde

En dispensation fra Landsbyreglen betyder, at Dagli'Brugsen i Ørum kan flytte op til Hovedvejen ved siden af Ørum Aktivcenter. En glad uddeler Henrik Simonsen fortæller, at første spadestik tages tirsdag 9. august klokken 16. Alle byens børn inviteres til at komme med deres egne spader og skovle og tage det første spadestik.

“Det er jo vores fremtidige kunder”, siger Henrik Simonsen.

Bestyrelsen og uddeleren serverer derefter en forfriskning til de fremmødte samt is til børnene.

Dispensation som centerby

Henrik Simonsen fortæller, at det har været en lang proces, og han er meget lettet over, at den endte med en dispensation. Landsbyreglen betyder, at butikker i centerbyer, som Ørum jo er, skal ligge inde i byen.

“Jeg er meget glad, over at det faldt i hak. Vi har kæmpet i flere år. Nu får byens borgere en noget større butik og et større udvalg af varer.”

Den nye Dagli'Brugsen i Ørum vil efter planerne være færdig i april 2017. Der er tale om et byggeri på 1000 kvadratmeter, hvoraf salgsarealet er på cirka 700. Det er i den nuværende butik 450 kvadratmeter.

Lokale håndværkere

Byggeriet har været i entrepriseudbud. Det er mundet ud i, at det var lokale håndværkere, der var billigst, oplyser Henrik Simonsen. Kriterier var henholdsvis pris, tid og lokale håndværkere.

Totalentreprisen er gået til tømrerfirmaet Henrik Hedeager i Ørum.

Publiceret 01 August 2016 12:00