F.v. Solvejg Kaae Hansen, Lions Club Aarhus Regina ved siden af Søren Hansen, brødrene Victor og Casper Lemming Møller Hansen, og Jette Lemming Hansen. Familien bor i Sorring.

F.v. Solvejg Kaae Hansen, Lions Club Aarhus Regina ved siden af Søren Hansen, brødrene Victor og Casper Lemming Møller Hansen, og Jette Lemming Hansen. Familien bor i Sorring.

Frikvarter:

Kræftsyge børn og deres familier fik en dag i Djurs Sommerland

Victor ’på udgang’ fra sygehuset

Af
Anette Bonde

Victor Lemming Møller Hansen blev ramt af leukæmi for cirka 11 måneder siden. Siden da har hans og hans families liv mest drejet sig om behandling, venten på resultater af diverse målinger, samtaler med læger og alle de andre hårde realiteter, en alvorlig sygdom medfører for både patienten og de pårørende.

Fælles god oplevelse

Torsdag i sidste uge var der imidlertid helt andre og lyse takter for Victor og hans far, mor og bror Casper. Sammen med cirka hundrede andre familier med kræftramte børn fra Skejby Sygehus var de inviteret i Djurs Sommerland af Lions Clubs Aarhus-afdelinger.

“Det er hyggeligt at være sammen med andre fra sygehuset, som vi har været indlagt sammen med”, siger Victors far Søren Hansen.

Han fortæller, at sygdommen mere eller mindre har afholdt Victor fra sociale sammenhænge, siden han blev syg. Dels havde han det i starten for dårligt til at være udadvendt, dels har han skullet holdes isoleret for ikke at blive smittet med sygdom. Victors mor Jette Lemming Hansen indskyder, at det at hele familien er fælles om en god oplevelse også er dejligt.

“Det er stort at være så heldig at få sådan noget med.”

Victor har været i skole to dage a fire timer inden for de seneste to uger. Næste dag skal han have kemo, og ugen efter drager han til Ribe for at deltage i en camp for 20 kræftramte unge arrangeret af organisationen ExcaliCare.

At gøre en forskel

Arrangør Solvejg Kaae Hansen, Lions Club Aarahus Regina, fortæller, at det er 15. gang, Lions Clubberne ved Aarhus arrangerer en sådan tur til Djurs Sommerland.

“Lions er verdens største humanitære hjælpeorganisation, og det er vigtigt at hjælpe, hvor der er et behov. Og hvor der er behov, der er Lions. ”

Fire unge fra Lions Clubberne var med i Djurs Sommerland for at hjælpe de børn, der gerne ville have en håndsrækning i forlystelserne.

Solveig Kaae Hansen fortæller, at de af børnene, der var for dårlige til at deltage i turen, får en gave købt i Djurs Sommerland til samme værdi som indgangsbilletten. Nogle af dem havde desværre måttet melde fra i sidste øjeblik.
Foruden børn, søskende og forældre deltog også otte sygeplejersker fra Afdeling A20. I alt var knap 200 mennesker er med på turen. Nogle kørte i egen bil, men for dem, der kørte med bus, startede dagen klokken 9 med busafgang fra Skejby Sygehus, og klokken 16 kørte den retur til sygehuset.

Publiceret 29 June 2016 16:30