Tom Bjerg med det ødelagte banner bag på spillerboxen på Kolind Park.

Tom Bjerg med det ødelagte banner bag på spillerboxen på Kolind Park.

Kolind:

Hærværk på Kolind Park meldt til politiet

De frivillige i Kolind-Perstrup IF’s fodboldafdeling har fået nok af drengestreger og hærværk

Af
Af Martin Schultz

Flere tilfælde af uorden, drengestreger og senest hærværk har fået de frivillige bag KPI's fodbolfdeling til at få nok.
Onsdag formiddag blev det fjerde og hidtil mest grove tilfælde af uorden og nu hærværk meldt til Østjyllands Politi.
Unge mennesker har ifølge bestyrelsesmedlem i KPI's fodboldafdeling Tom Bjerg, Nødager, gennem nogen tid brugt fodboldanlægget ved klubhuset til at muntre sig.
”Vi har allerede tre gang ryddet op efter dem. Som frivillig, der er med i dette arbejde for at unge mennesker kan få gode oplevelser ved at spille fodbold, er det ikke længere sjovt at skulle gå og samle tomme spiritusflasker, kondomer og tæpper op,” siger Tom Bjerg.

Målnet brugt som hængekøjer

Sømmet blev dog ramt på hovedet onsdag morgen, da Tom Bjerg opdagede, at et sponsorbanner på en spillerbox var skåret i stykker, og at der lå skarpe knuste plasticrørdele på de små baner, hvor klubbens yngste træner og spiller. De små mål var væltet rundt på området, og målnettene var blevet brugt til hængekøjer.
”Nu har vi fået nok og har anmeldt hærværket til politiet,” siger Tom Bjerg.
”Sponsorbanneret koster omkring 2.500 kr. og det skal vi nu erstatte. De knuste plasticrør på banerne kan de yngste fodboldspillere skære sig på. Det er næsten som glasskår,” siger Tom Bjerg.

Tom Bjerg med de skarpe plasticdele, som han har samlet sammen på de yngste fodboldspilleres bane. I baggrunden et af væltede minimål. Foto: Martin Schultz

Tom Bjerg med de skarpe plasticdele, som han har samlet sammen på de yngste fodboldspilleres bane. I baggrunden et af væltede minimål. Foto: Martin Schultz

Brug hellere energien på at spille fodbold

KPI's fodboldbestyrelse har ikke noget imod, at unge mennesker mødes på anlægget for at hygge sig, men man vil nu have sat en stopper for uorden og det begyndende hærværk.
”Men vi vil ikke have ødelagt tingene her på anlægget. Hvis de unge mennesker har for meget energi, vil vi meget hellere have, at de bruger energien på at spille med på vores fodboldhold i stedet for at ødelægge det for os andre. De må være flove,” siger Tom Bjerg.
Han opfordrer borgere, som har set noget eller kender til drengestregerne og hærværket, at kontakte fodboldbestyrelsen i Kolind-Perstrup IF.

Publiceret 01 June 2016 13:01