Det var en god oplevelse at møde FC Djursland, men der var ingen avancement i Pokalturneringen til Klaus Fanø (tv) og Ole Kjær fra IF Midtdjurs. Arkivfoto

Det var en god oplevelse at møde FC Djursland, men der var ingen avancement i Pokalturneringen til Klaus Fanø (tv) og Ole Kjær fra IF Midtdjurs. Arkivfoto

DBU POKALEN:

FC Djursland var en tand bedre end IF Midtdjurs

På to mål i hver halvleg kom topholdet i Serie 1 sikkert videre i DBU Pokalen, mens IF Midtdjurs nu kan bruge energien på at redde kastanjerne ud af ilden i bundkampen mod KPI i Serie 2

Af
Af Martin Schultz og Lars Norman Thomsen

FC Djursland, tophold i Serie 1, kom relativt nemt videre i DBU Pokalen, da holdet tirsdag aften på Ryomgård Stadion vandt 4-0 (2-0) over IF Midtdjurs fra Serie 2.
IF Midtdjurs kunne mønstre tæt på stærkeste opstilling. Dog manglede en af holdets krumtapper, Morten Klem Thomsen, og han er en uhyre vigtig spiller på midtfeltet både offensivt og defensivt.
To mål tidligt i kampen af unge Peter Ungstrup og angriber Brian Johansen beseglede hjemmeholdets skæbne og udelukkede en overraskelse.
Efter pausen scorede Paulo Fernando Maciel og debutanten Mathias Severinsen (U17 FC Djursland).
Sidstnævnte var med i stedet for veteranen Sune Sørensen i forhold til weekendens 14 udvalgte i opgøret mod Søften GF.
"Vi havde chancer til endnu flere mål," siger FC Djurslands cheftræner Aroldo Strack.
"Vi havde blandt andet tre afslutninger, der ramte træværket, og der var den spillemæssige forskel på de to hold, som der skal være mellem Serie 1 og Serie 2," siger FC Djurslands cheftræner.
Han var tilfreds med indsatsen, selvom tempoet ikke nåede de store højder.
"IF Midtdjurs kunne ikke presse os, men de kæmpede godt. Jeg talte til, at de spillede sig frem til en chance," siger Aroldo Strack.
Han skiftede livligt ud for at få samtlige 14 udtagne i spil, og så glædede han sig over, at unge Mathias Severinsen fik en god debut og markerede den med en scoring.
"Vi fik en god forprøve på vores kamp mod Kristrup på lørdag, og sammen med sejren var det, hvad vi kom efter."

Tidlige scoringer ødelagde spændingen

I IF Midtdjurs havde cheftræner Ole Kjær og hans hold set frem til kampen mod FC Djursland.
”Mine spillere glædede sig til kampen, men de var også nervøse. Måske var det derfor, at vi lavede to kæmpefejl inden for de første ti minutter, som FC Djursland scorede på,” siger Ole Kjær efter pokalkampen.
Bagud 2-0 så tidligt i kampen var spændingen reelt taget ud af kampen.
”Det var ikke en lige kamp længere. Det blev aldrig spændende,” siger Ole Kjær, som syntes, at hans hold kom godt igen efter det første nervøse kvarter og havde flere gode muligheder i løbet af 1. halvleg.
Hjemmeholdet kom ud med fornyet gejst til 2. halvleg, men allerede efter to minutter havde FC Djursland bragt sig foran med 3-0.
”FC Djursland havde bolden mest, men det var en fin kamp for os at spille. Desværre ødelagte de tidlige scoringer muligheden for at vi kunne lave en overraskelse,” siger Ole Kjær, som havde ros til især Ulrich Thy Madsen, som løb rigtig meget på midtbanen, og Jeppe Gribsholdt i forsvaret.
”Mads Høegh var tilbage på holdet efter en skade og det var fint at få ham i gang, så vi stiller op i stærkeste opstilling mod Kolind-Perstrup IF på søndag,” siger Ole Kjær.
Kampen mod FC Djursland blev overværet af omkring 100 tilskuere.
Der ventes nyt stort rykind på Ryomgård Stadion søndag kl. 16.00, når Kolind-Perstrup IF kommer på besøg i et helt afgørende lokalopgør om at undgå nedrykning til Serie 3.

Publiceret 01 June 2016 09:50