Morten Hjort-Hansen, 21 år, og frontløber i Rollespil Ryomgård, modtog på sin mor Lilian Hjort-Hansens vegne Ryomgård Distriktråds Ildsjælepris af Kirting Olesen på generalforsamlingen på Posthuset. Foto: Martin Schultz

Morten Hjort-Hansen, 21 år, og frontløber i Rollespil Ryomgård, modtog på sin mor Lilian Hjort-Hansens vegne Ryomgård Distriktråds Ildsjælepris af Kirting Olesen på generalforsamlingen på Posthuset. Foto: Martin Schultz

Ryomgård:

Distriktrådets Ildsjælepris gik til Rollespil Ryomgård

Stor opbakning til generalforsamling i Ryomgård Distriktsråd med borgmesteren som gæst

Af
Af Martin Schultz

Der skal børn til for at et lokalsamfund kan udvikle sig. Og her ligger Ryomgård lunt i svinget, for stationsbyen er den by, som har haft det mindste fald i børnetallet af alle byer i Syddjurs Kommune de sidste ti år - og med udsigt til letbanens snarlige ankomst, stor interesse for bosætning og gode byggegrunde til salg, giver det grund til optimisme.
Da Distriktsrådet samtidig sidste forår som et af sine projekter rejste en storkerede på engen ved Gl. Ryomgård og nu håber på beboere i reden, så er der forhåbentlig lagt op til det babyboom, som kan mane al tvivl om skoler, fritidsfaciliteter og dagligvarehandelens fremtid i jorden.

Snart Ryomgårds tur i områdefornyelsen

Det var det indtryk, de omkring 50 deltagere på Ryomgård Distriktsråds velbesøgte generalforsamling mandag aften på byens mødested Posthuset kunne gå hjem med.
Både Distriktsrådets formand Kirting Olesen i sin beretning og efter generalforsamlingen borgmester Claus Wistoft (V) redegjorde for de udfordringer Ryomgård står over for.
Men selvom byen ligger godt for bosætningen i takt med at de høje boligpriser i Aarhus-området skubber familierne længere ud af storbyen, står der stadig mange projekter på Distriktsrådets ønskeseddel for byens udvikling.
“Nu må det snart være Ryomgårds tur,” sagde Kirting Olesen, da han i sin beretning nåede frem til fordelingen af midler til områdefornyelse i Syddjurs Kommune.

Spændende visioner

Der er spændende visioner om etableringen af et grønt område med udsmykning, torvehandel, musikscene og udstillinger på det lille torv ved rundkørslen.
“Der kører flere hundrede tusinde gæster gennem den rundkørsel hvert år på vej til Djurs Sommerland, og vi må kunne få bare nogen af dem til at stoppe op i Ryomgård,” sagde Kirting Olesen. Højt på ønskesedlen står også en områdefornyelse i midtbyen med blandt andet opførelse af almennyttige boliger.
“Men her må I ud og snakke med private investorer, for kommunen har ikke budgetteret med midler til tilskud til almennyttige boliger i Ryomgård i de næste år,” lød det fra borgmester Claus Wistoft.

Pris til Ryomgård Rollespil

Ryomgård Distriktsråd tænkte også fremadrettet og med børn i tankerne, da Distriktsrådets Ildsjælepris som afslutning blev givet til Lilian Hjort-Hansen for hendes indsats for 1. Ryomgård spejdergruppe og især Rollespil Ryomgård, som køres under samme hat.
“Blandt forældrene står der stor respekt om Lilian og hendes glød i det frivillige arbejde. Derudover er hun virkelig sit ansvar bevidst. Hun forstår at arbejde med børn i alle aldre,” sagde Kirting Olesen ved overrækkelsen af Ildsjæleprisen.
Ialt fire personer var indstillet til årets Ildsjælepris. Det var ud over Lilian Hjort-Hansen Mary Petersen for sit frivillige arbejde, Niels Broni for sin indsats for idrætten og især håndbolden, og Tove Ejlersen for sin indsats for de ældre.

Publiceret 01 April 2016 16:14