Sune Sørensen scorede to næsten identiske mål for Grenaa IF i 4-2 sejren over Auning IF. Foto: Per E. Nielsen, Grenaa IF

Sune Sørensen scorede to næsten identiske mål for Grenaa IF i 4-2 sejren over Auning IF. Foto: Per E. Nielsen, Grenaa IF

Seriefodbold - Serie 2:

Skadesramte Auning IF blev dukket af Grenaa IF i premieren

Grenaa IF scorede alle seks mål i 4-2 sejr i sæsonpremieren over Auning IF

Af
Af Martin Schultz

”Det var noget af en mareridtskamp.”
Sådan betegnede Auning IF's debuterende træner Claus Svenningsens sæsonpremieren Skærtorsdag på Auning Stadion, hvor hjemmeholdet blev slået med 4-2 i Serie 2 opgøret mod nedrykkerne fra Grenaa IF.
”Det skal ikke være en undskyldning, for Grenaa IF er et godt hold og vandt en fortjent sejr på dagen. Men vi blev i den grad ramt af skader, at det blev op ad bakke for Auning IF,” siger Claus Svenningsen, som efter mere end ti år med træneropgaver hos både bedste mænd og kvinder i Vejlby IK i denne sæson har taget over efter Dennis Holdgaard i Auning IF.
Ikke bare måtte Claus Svenningsen i denne kamp se bort fra sine to rutinerede midtbanespillere, brødrene Christian og Andreas Dahl Andersen, og fra den langtidsskadede Bobby Brix.
”Allerede under opvarmningen blev vores angriber Daniel Nielsen skadet. Efter omkring fem minutter måtte veteranen Mogens Laursen, som var tiltænkt en rolle som styrmand i forsvaret, udgå med en skade. Efter en halv time blev vores anden midterforsvarer Nikolaj Hougaard forlade banen med en skade, og Mikkel Schnoor, som kom ind som erstatning, gik også i stykker i 1. halvleg,” fortæller Claus Svenningsen, som løb tør for spillere på bænken, og i 2. halvleg måtte sende en ukampdygtig Mogens Laursen tilbage på grønsværen for bare at stille med 11 mand på banen.

Mere ro om spillertruppen i foråret

Over for Auning IF stod i premierekampen Grenaa IF, som i efteråret rykkede ud af Serie 1.
Cheftræner Brian Engelund kunne på dagen mønstre et stærkt hold med mange gengangere fra efterårets hold, suppleret med en lille håndfuld nye eller tilbagevendte spillere.
”Backen Rasmus Brandstrup er vendt tilbage efter et studieophold i udlandet, og midtbanespilleren Rasmus Møller og angriberen Jens Bachmann er kommet ned fra FC Djurslands trup. Desuden har vi fået tilgang af Søren Mandrup Wellejus, som er tidligere Hessel-elev og som har spillet hos os på Danmarksserieniveau. Han har siden spiller i Vivild og i DGL 2000 i Jyllandsserien, men er nu flyttet tilbage til Grenaa,” siger Brian Engelund.
”Vi har en fin trup, og jeg betragter os pt. som værende stærkere end i efteråret,” siger Brian Engelund, som forventer at have mere ro om sin spillertrup i denne sæson end i sidste sæson, hvor der var meget flow ind og ud af den højere rangerede FC Djursland trup.

To næsten identiske mål af Sune Sørensen

På trods af resultatet på 4-2 kom ingen Auning-spillere på scoringslisten, for Auning IF's to mål var selvmål, hvor Grenaa IF spillere havde sidst hånd eller fod på bolden.
Der var knap spillet ti minutter, da Grenaa IF kom foran med 1-0. Tilbagevendte Rasmus Møller scorede fra kanten af feltet med et godt langskud i det fjerne hjørne.
Ikke mange minutter senere opsnappede Sune Sørensen en tværpasning i Aunings forsvar og fik frit løb mod hjemmeholdets mål og udplacerede sikkert Auning IF's målmand.
Efter godt en halv time fik Auning IF reduceret, da hjemmeholdet brød Grenaa IF's opspil og et indlæg via en forsvarers fod røg i mål bag målmand Michael Bengtson.
Godt ti minutter senere lavede Sune Sørensen et næsten identisk mål, da han endnu engang opsnappede en tværpasning i Auning-forsvaret og bragte gæsterne foran med 3-1.
I 2. halvleg satte Brian Engelund Kristian Geertsen på banen, og midtbanespilleren, som i efteråret sad ude det meste af tiden med knæproblemer, kom ind og spillede så god en halvleg, at han blev valgt til kampens spiller.
”Kristian Geertsen kom ind og gav ro på spillet,” siger Brian Engelund, som omkring det 60. minut kunne se Geertsen spille bolden til Sulanji Naumann, som overløb hjemmeholdets forsvar og scorede til 4-1.
”Derefter holdt vi fast i bolden og kom til chancer of ventede egentlig bare på at lukke kampen definitivt, da vores målmand Michael Bengtson i det 75. minut var mere end uheldig med at fumle et indlæg i eget net til 4-2,” siger Brian Engelund.
”Vi kørte kampen hjem, og jeg er yderst tilfreds med at vi laver fire mål og vinder i en premierekamp,” siger Brian Engelund, som søndag på hjemmebanen i Grenaa tager imod oprykkerne fra Hornslet IF, som fik en flyvende start med en 3-0 sejr over IFM.

Auning IF manglede styring og organisation

For den debuterende Auningtræner Claus Svenningsen blev kampen lidt af en udfordring med de mange skader og afbud i premierekampen.
”Vi må prøve at kæmpe os ud af det. Spillerne viste en god indstilling, men aftalerne røg og vi manglede lidt styring og organisation,” siger Claus Svenningsen, som måtte se holdets rygrad være ud af kampen før den overhovedet kom i gang.
”Vi har haft en god optaktsperiode og slog Åstrup/Hammelev IF fra Serie 1 med 2-1 i vores sidste træningskamp. Vi har forberedt os omkring en akse med Mogens Laursen i forsvaret, Christian og Andreas Dahl Andersen på midtbanen, og Daniel Nielsen i front. Men ingen af disse spillere kom til at spille en rolle på grund af skader og afbud,” siger Claus Svenningsen, som forventer at have Christian og Andreas Dahl Andersen tilbage på holdet til kampen på udebane med cheftrænerens tidligere klub Vejlby IK på lørdag kl. 13.00 på VIK's anlæg i Aarhus.
Jakob Bak Sloth Pedersen blev kampens spiller på det tabende Auning hold.

KAMPFAKTA
Serie 2: Auning IF - Grenaa IF 2 - 4 (1 - 3)
Torsdag 24. marts kl. 11.30 på Auning Stadion

Målscorere:
0 – 1: Rasmus Møller (7. min.)
0 – 2: Sune Sørensen (15. min.)
1 – 2: Selvmål (30. min.)
1 – 3: Sune Sørensen (40. min.)
1 – 4: Sulanji Naumann (60. min.)
2 – 4: Selvmål (75. min.)


Auning IF's holdopstilling:
Anders Friis Laursen
Bastian Brix
Daniel Nielsen
Esben Sørensen
Jakob Bak Sloth Pedersen
Jimmy Højholdt
Jonas Vest Rasmussen
Mads Møller
Mikkel Bak Sloth Pedersen
Mikkel Schnoor
Mogens Laursen
Nikolaj Hougaard
Ronni Jeppesen
Simon Vest

Grenaa IF's holdopstilling:
Jalil Faizi
Jens Adam Bøgild Bachmann
Kasper Rygaard Andersen
Kristian Alvarez Gertsen
Martin Westmark Hansen
Michael Bengtson
Morten Winther
Rasmus Brandstrup
Rasmus Møller
Simon Dinesen
Sulanji Naumann
Sune Sørensen
Søren Mandrup Wellejus
Tor Toftgaard Madsen

Publiceret 30 March 2016 11:23