Assistenttræner Lars Larsen og cheftræner Jørn Rasmussen (th), som fik sin debut som KPI-træner mod sin gamle moderklub Randers Freja. Foto: Martin Schultz

Assistenttræner Lars Larsen og cheftræner Jørn Rasmussen (th), som fik sin debut som KPI-træner mod sin gamle moderklub Randers Freja. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold – Serie 2:

Blæsevejr ødelagde KPI’s premiere på kunstgræs i Randers

Kolind-Perstrup IF tabte 1-0 til Randers Freja med Randers FC direktør Michael Gravgaard i midterforsvaret

Af
Af Martin Schultz

I en kamp under meget svære vejrforhold tabte Kolind-Perstrup IF forårets første opgør med 1-0 til Randers Freja i Serie 2.
På kunstgræsbanen på Randers Stadion stod der en pelikan på langs af banen, som betød, at hvert hold dominerede en halvleg med vinden i ryggen.
”Det var umuligt at spille fodbold i det blæsevejr,” siger KPI's assistenttræner Lars Larsen, som måtte se sit hold komme til kort på et tilfældigt mål i 1. halvleg i en i øvrigt chancefattig kamp.
”Vi mødte et Randers Freja hold med mange unge teknisk dygtige spillere, som spillede bolden godt rundt midt på banen. Ingen af holdene havde de helt åbne chancer, og vi havde faktisk 4-5 gode muligheder, men var ikke skarpe nok til at score,” fortæller Lars Larsen, som kunne konstatere, at den tidligere landsholdsspiller og nyslåede Randers FC-direktør Michael Gravgaard stillede op i hjemmeholdets midterforsvar.
”Han var bare god. Han vandt alle hovedstødsdueller, og så er han en klog spiller, som kunne rydde op i hjemmeholdets forsvar. Selvom han er oppe i årene, så afviste han vores hurtige og aggressive angribere Martin Holm Hansen og Sebastian Konrad. De fik lige et skub, når de skulle til at løbe,” siger Lars Larsen om den snart 38-årige Michael Gravgaards rutinerede forsvarsspil.
Michael Gravgaard startede sin karriere i Randers Freja, men havde siden en flot karriere i Viborg og FC København, inden han blev udlandsprofessionel i FC Nantes og Hamburger SV. Han nåede 18 landskampe og scorede fem mål.

Angriber manglede skarpheden

Ifølge Lars Larsen var der tale om en chancefattig og jævnbyrdig kamp, som led under den stærke blæst.
Afgørelsen faldt efter 18 minutter efter et ifølge Lars Larsen ”dumt frispark” midt på banen ude i den ene side.
Randers Frejas Jonas Mogensen sparkede bolden med medvinden ind i feltet, hvor tre-fire spillere gik op for at heade til bolden uden at nogen af dem rørte den. I stedet sejlede bolden i mål bag KPI's debuterende målmand Frederik Bjerregaard.
Kampen bølgede meget frem og tilbage på midten af banen.
”Vores forsvar stod godt. Sebastian Konrad var god i angrebet, men manglede skarpheden, når mulighederne bød sig,” siger Lars Larsen.
”Vi var ikke helt på det niveau, som vi mente vi skulle være. Alligevel var vi godt med i hele kampen, og vi mente, at vi havde fortjent et point.”

Målmand udvist og straffespark til Randers Freja

Dramatik var der i 2. halvlegs 75. minut, da målmand Frederik Bjerregaard kom et splitsekund for sent ned i benene på en modstander og dermed kom til at fælde en Randers Freja angriber. Dommeren fløjtede for straffespark og gav Bjerregaard det røde kort.
”Det var ok, at der blev dømt straffespark, men Randers Freja spilleren blev ikke frataget en oplagt målchance. Vi syntes, at det røde kort var for hårdt dømt,” siger Lars Larsen.
Midterforsvarer Marc Pedersen blev sat på mål i stedet for Frederik Bjerregaard og startede med at redde straffesparket, så KPI ikke kom yderligere bagud.
Selv med kun ti mand på banen havde KPI initiativet og pressede på for en udligning, men uden held.
KPI stillede med et hold med mange gengangere fra sidste sæson.
I målet afløste unge Frederik Bjerregaard André Ørgaard, som pt. har mistet lysten til fodbold. Desuden er forsvarstalentet Rasmus Brasch skiftet til FC Djursland, mens angriberen Jakob Degn-Larsen sidder udenfor med den brækkede fod, som han pådrog sig under et indendørsstævne 8. januar.
Lørdag møder KPI Helsted Fremad på Kolind Park og skal her møde en af holdets arvefjender, som man gennem de sidste to sæsoner har spillet to gange uafgjort med og tabt til to gange.

KAMPFAKTA

Serie 2: Randers Freja - Kolind/Perstrup IF 1 - 0 (1 - 0)
Mandag 28. marts kl. 13.00 på kunstgræsbanen på Randers Stadion

Målscorere:
1 - 0: Jonas Mogensen ( 18. min.)

Rødt Kort:
Frederik Bjerregaard, KPI (75. min.)

Kolind/Perstrup IF's hold:
Andreas Mikkelsen
Andreas Møller Skjøtt Hansen
Daniel Bagger Pedersen
Frederik Bjerregaard
Jeppe Pedersen
Kasper Holm Hansen
Marc Pedersen
Martin Holm Hansen
Mikkel Kjær
Mikkel Damgaard Møller Jensen
Rasmus Bisgaard
Rasmus Meyland
Rune Bækgaard
Sebastian Konrad

Publiceret 30 March 2016 15:38