Anne Sophie Berg Ricevuto har haft en hektisk tid, siden hun fik at vide, at jobbet som præst i Ådalens Pastorat var hendes, men søndag 3. april kan hun slappe lidt af, når hun har haft sin første ilddåb i Skørring Kirke. Foto: Morten Bay-Mortensen

Anne Sophie Berg Ricevuto har haft en hektisk tid, siden hun fik at vide, at jobbet som præst i Ådalens Pastorat var hendes, men søndag 3. april kan hun slappe lidt af, når hun har haft sin første ilddåb i Skørring Kirke. Foto: Morten Bay-Mortensen

Ådalen:

Ny præst stråler af forventningens glæde

Anne Sophie Berg Ricevuto er sammen med sin mand og lille datter rykket ind i Søby Præstegård klar til at prøve kræfter med sit første præsteembede

Af
Af Lars Norman Thomsen

De seneste uger har været hektiske for Anne Sophie Berg Ricevuto, 28, ny sognepræst i Ådalens Pastorat, hvor hun afløser Eva Pedersen.
"Jeg afholdte prøveprædiken 9. marts og fik allerede om aftenen at vide, at jeg havde fået jobbet, og siden har det bare været hektisk, fordi der selvfølgelig er en masse praktiske spørgsmål, der nu og her skal findes et svar på, og så er der også meget forberedelse," siger den ny sognepræst, der stammer fra Pandrup i Nordjylland og fra barnsben har haft præstejobbet tæt på. Hendes far er præst i Vendsyssel.
"Min lille familie på tre kommer fra en lejlighed på 62 kvadratmeter til den store og flotte præstegård i Søby, og allerede det er jo en stor omvæltning. Vi kan ikke og nu og her fylde alle rummene ud med møbler," giner hun.

Stikker en finger i jorden

Anne Sophie Berg Ricevuto har tænkt meget over, hvordan hun skal bruge sin første tid som sognepræst.
"Jeg vil selvfølgelig stikke en finger i jorden og lære området og befolkningen godt at kende, og så vil jeg bruge det første år på at blive god til de kerneopgaver, der følger med præstejobbet. For eksempel at lave en god højmesse og skrive en god prædiken," siger Anne Sophie Berg Ricevuto, der blev færdig som cand. theol. fra Aarhus Universitet i 2014 og herefter havde et år på barsel, før hun afsluttede tiden på Pastoralseminariet, den danske folkekirkes praktiske præsteuddannelse, i december 2015.
"Som helt ny præst skal man først til at lære jobbet at kende og finde sin egen måde at være præst på," siger Anne Sophie Berg Ricevuto, som blev valgt blandt ni ansøgere. Ansøgningen til jobbet i Ådalen var hendes første.

Kender kollega godt

Anne Sophie Berg Ricevuto skal arbejde tæt sammen med sognepræst i Mørke, Maria Frederikke Baungaard, og det ser hun frem til.
"Jeg kender allerede Maria, fordi hun gik på Aarhus Universitet i samme periode som mig. Hun var godt nok et par år foran mig, men jeg oplevede at have hende som tutor, og jeg ser frem til at samarbejde med hende, når hun vender tilbage fra barsel," siger Anne Sophie Berg Ricevuto.
Hvis en eller anden har studset over hendes efternavn, så iler vi med at fortælle, at det er italiensk.
"Min mand er halv italiener og arbejder som kok i Stakladen i Aarhus,” fortæller hun.

Flot opbakning

For Anne Sophie Berg Ricevuto er det hele meget overvældende, men hun skal nok blive klar til søndag 3. april, hvor provst Benedikte Bock Pedersen indvier hende i embedet ved gudstjenesten i Skørring Kirke klokken 14, og hvor flere af hendes kommende præstekolleger vil møde frem og gå i procession, som det sig hør og bør.

"Jeg glæder mig vildt. Ikke mindst, fordi jeg allerede har mødt en fantastisk opbakning fra menighedsrådet, der har været uhyre hjælpsomme," roser den ny sognepræst.

  • Anne Sophie Berg Ricevuto er ansat som ny præst i Ådalens Pastorat fra 1. april 2016
  • Der er ordination i Aarhus Domkirke torsdag 31. marts kl. 17
  • Hun præsteindvies i Skørring kirke søndag 3. april kl. 14 - med efterfølgende kaffebord

Publiceret 30 March 2016 06:30