Debat (36):

Storhed står for vindmøllefald

Af Lars Klottrup, Mosevej 1, Hedeskov, 8410 Rønde:

"Storhed står for fald. Det må alle, fra små vindmøllelaug til store DONG Energy, sande. El-prisens frie fald tvinger til store nedskrivninger på vindmøllerne. Det gir blodrøde tal på bundlinien. Og koster el-forbrugerne en bondegård. 
Vindmøllernes værdi falder i takt med el-prisens frie fald. El-prisens fald til foreløbig 17 øre per kilowatt-time, skyldes en overproduktion af vind-el, der synes at fortsætte i det uendelige. 
Generøse subsidier til vindmølleopstillere har ført til alt for mange vindmøller. De har ført til en kronisk overproduktion af vind-el, der foræres til vores nabolande. Branchens eneste svar er opstilling af endnu flere vindmøller. På trods af, at de ikke kan konkurrere med kul, olie og gas. 
Problemerne bliver kun værre af flere vindmøller. Og el-forbrugernes pengepung tømmes af stærkt stigende subsidier til havvindmølleparker. 
Storhed står for fald. Vindmøller har fejlet. Det er på høje tid at sadle om og satse på udvikling af nye grønne teknologier, der kan udkonkurrere kul, olie og gas." 

Publiceret 02 March 2016 08:57