Et forestående generationsskifte hos Ebeltoft-Mols Mægleren er undervejs efter, at Maria Madsen (th.) blev ansat ved årsskiftet. Det bekommer indehaver af firmaet siden 1993 og mødrene ophav til Maria, Anna Mette Madsen, særdeles vel. Foto: Lars Norman Thomsen

Et forestående generationsskifte hos Ebeltoft-Mols Mægleren er undervejs efter, at Maria Madsen (th.) blev ansat ved årsskiftet. Det bekommer indehaver af firmaet siden 1993 og mødrene ophav til Maria, Anna Mette Madsen, særdeles vel. Foto: Lars Norman Thomsen

Ejendomsmægler:

Mor og datter giver den nu gas sammen

Et generationsskifte ud i fremtiden er på plads hos Ebeltoft-Mols Mægleren med Maria Madsens indtog ved årsskiftet

Af
Af Lars Norman Thomsen

?Anna Mette Madsen, 63, ejer af ejendomsmæglerfirmaet Ebeltoft-Mols Mægleren i siden 1993, havde ikke lige set den komme, at hendes datter, Maria Madsen, 37, ved årsskiftet ville blive et fast ansigt på kontoret i Ebeltoft.

“Det havde jeg ikke, fordi Maria havde et godt job, og jeg var godt i gang med at overveje fremtiden. Skulle jeg stoppe eller forsøge at sælge,” siger ?Anna Mette Madsen.

Men terrieren Maria, som moderen venligt kalder datteren, kunne godt se fordele ved at kaste sig ud i en ny udfordring.

“Når hun vil noget, så vil hun det,” fastslår det mødrene ophav.

Godt klædt på

Maria Madsen kommer hjem til Ebeltoft med velpolstrede økonomiske uddannelser i bagagen og stor erfaring fra en årrække i Danske Bank. Efter sin Højere Handelseksamen uddannede hun sig siden hos den lokale sportsforretning, før hun skiftede boldgade og fik ansættelse i Danske Bank Ebeltoft, hvor hun udover selve bankuddannelsen også blev yderligere klædt på med en Akademiuddannelse i Finansiel Rådgivning.

Syv år blev det til i Ebeltoft, før hun skiftede videre i Danske Bank-systemet. De seneste fire år har hun haft skrivebord i Danske Bank Egå, hvor hun primært har arbejdet som 'hunter' - at skaffe nye kunder til banken og fastholde samarbejdet med koncernens mæglerkæde og realkreditinstitut.
I sommeren 2015 fik hun papir på, at hun også kan skrive HD i Finansiel Rådgivning på sit cv.

“Jeg føler mig godt klædt på til de opgaver, der venter mig, selvom jeg selvfølgelig også skal lære meget nyt. Jeg kan imidlertid godt lide at kaste mig ud i nye ting og praktisere learning by doing,” siger Maria Madsen om sit nye job.

Kendt i Ebeltoft

Maria Madsen kender Ebeltoft og området omkring bedre end de fleste, og hun er fra sine mange år i byen fortsat et kendt ansigt.

“Mit lokalkendskab kan selvfølgelig hjælpe mig meget, og det skal vi udnytte,” fastslår hun, der selv tidligere har spillet blandt andet fodbold i Ebeltoft IF. Nu nøjes hun med at træne sin datter og stå på sidelinjen til kampene.

Mor-datter

Hverken mor eller datter frygter, at deres tætte familieforhold vil få negativ indflydelse på deres arbejdsfællesskab.

“For ti år siden havde jeg ikke troet på det, men Maria har prøvet en masse siden og er blevet voksen,” lyder det drillende fra mor senior.

“Det her er verdens bedste job, hvis man passer godt på sine kunder og behandler dem ordentligt og troværdigt,” siger Anna Mette Madsen, der altid har nydt, at hun ejer et firma, der ikke er en del af noget større.

“Jeg ved fra min tid i Danske Bank, hvor afgørende synlighed, kvalitet og engagement er i forhold til kunder, og vi kender hinanden så godt, at vi nok skal finde ud af det sammen,” lover Maria Madsen, der først om to år kan blive medejer af Ebeltoft-Mols Mægleren.

Generationsskiftet er sikret, og det bekommer både mor og datter vel. De er fortrøstningsfulde, når det gælder ejendomsmarkedet i 2016 med lysere udsigter end længe set.

Publiceret 02 March 2016 10:09