Det glade hippieliv på Djursland i 70’erne. Her i trommeslageren og plakatkunstneren Sander Nielsens streg på coveret til Djursland Spillemænds første LP-plade. Sander Nielsen, i dag 70 år, bor stadig i kollektivet Granlunden i Emmelev.

Det glade hippieliv på Djursland i 70’erne. Her i trommeslageren og plakatkunstneren Sander Nielsens streg på coveret til Djursland Spillemænds første LP-plade. Sander Nielsen, i dag 70 år, bor stadig i kollektivet Granlunden i Emmelev.

Djursland:

Museumsfolk på jagt efter kollektivernes spor

Museum Østjylland efterlyser hverdagsting og andre sager fra dengang Djursland var kendt for sine kollektiver

Af
Af Martin Schultz

70'ernes kollektivliv på Djursland kommer på museum.
Det sker, når Museum Østjylland i Grenaa senere på året åbner sine nye basisudstillinger.
”Et af temaerne i de nye udstillinger er ”Den lette jord”, som trækker en linje fra overudnyttelsen af jorden i bronzealderen og helt frem til slutningen af 60'erne, da mange unge mennesker drog til Djursland og slog sig ned i kollektiver på de billige husmandsbrug. Her kunne de udleve deres drømme om selvforsyning, økologi og nye familieformer,” fortæller museumsinspektør Nina B. Adamsen, Museum Østjylland.
Djursland blev kendt for sine mange kollektiver og det stærke alternative miljø i 70'erne, og det vil museets folk gerne vise for publikum og dokumentere gennem en så autentisk udstilling som mulig.
”Vi vil gerne vise, hvordan der så ud i et kollektiv fra 70'erne og vil gerne indrette et køkken eller en stue fra et kollektiv,” siger Nina B. Adamsen.

70’ernes kollektivliv

Museet har allerede modtaget og indsamlet en del effekter fra 70'ernes kollektivliv, men mangler forskellige ting, som de håber at kunne skaffe ved at komme i kontakt med nogle af de mennesker, som boede i kollektiv på Djursland , som stadig bor her eller som kender folk i lokalområdet.
”Vi mangler både hverdagsting, møbler og andet indbo fra kollektiverne, og genstande, som blev produceret i kollektiverne. Det kan være trykte plakater, bøger og pamfletter, eller kunsthåndværk fra keramikerne og systuerne – eller teaterrekvisitter, kostumer, instrumenter og andet fra de bands og teatergrupper, som var del af kollektivmiljøet,” siger Nina B. Adamsen.
Læs også Ren retro: Kollektivister lukker op for historiens skatkiste

Gerne hverdagsting

Derfor vil museumsfolkene gerne høre fra tidligere kollektivister eller deres pårørende, som har ting stående, som de vil give videre, og som kan belyse livsformen og hverdagslivet i kollektiverne.
”Vi efterlyser ikke bare særligt udvalgte ting. Vi vil også gerne have ganske almindelige hverdagsting, som blev brugt i køkkenet eller i stuen i kollektivet. Det kan være lige fra de store tepotter, ølkasser til reoler, pladecovers, plakater, og andre ting, som vi ikke har tænkt på,” siger museumsinspektør Søren Ø. Madsen, som også gerne tager imod fotografier fra kollektivernes historie
De indsamlede ting vil både blive brugt til den nye permanente udstilling på museet i Grenaa og til senere særudstillinger om kollektiverne på Djursland.

Over 100 kollektiver på Djuraland i 70'erne

Djursland blev i 70'erne kendt for de mange kollektiver, hvor unge fra storbyerne flyttede på landet for at leve et eksperimenterende liv med selvforsyning og alternative familieformer
Midt i 70'erne var der mere end 100 kollektiver fra Norddjursland og til Mols og Helgenæs, som dannede en subkultur med egen indkøbsforening, månedsblad, teater- og musikgrupper, produktionskollektiver og siden eget børnehus og opstart af friskole.
Mange af de tidligere kollektivister bor stadig på Djursland, og for nylig blev der holdt en meget velbesøgt lokalhistorisk aften i Rimsøhuset med kollektivernes historie på programmet.

Museumsinspektørerne Søren Ø. Madsen og Nina B. Adamsen fra Museum Østjylland vil gerne i kontakt med gamle kollektivister på Djursland for at indsamle og bevare effekter fra 70’ernes kollektiver på Djursland. Foto: Martin Schultz

Museumsinspektørerne Søren Ø. Madsen og Nina B. Adamsen fra Museum Østjylland vil gerne i kontakt med gamle kollektivister på Djursland for at indsamle og bevare effekter fra 70’ernes kollektiver på Djursland. Foto: Martin Schultz

Publiceret 01 March 2016 15:58