Hornslet IF's damer i 3. Division. Foto: Rene Munkhof

Hornslet IF's damer i 3. Division. Foto: Rene Munkhof

Divisionshåndbold:

Stærk målmand strålede i sikker Hornslet sejr

Hornslet IF kom tilbage på sejrssporet med en sikker 23-19 sejr over ASA på udebane

Af
Af Martin Schultz

Med to stærke målmænd mellem stængerne var Hornslet ovenpå i søndagens kamp i 3. Division mod ASA Århus 2 i Frederiksbjerghallerne.
Hornslet IF startede med den unge Amalie Aagaard på mål, og hun stod fint med en redningsprocent over 40 procent.
”Men et stykke inde i 1. halvleg skiftede vi af taktiske grunde ud og satte Maria Pape i målet. Hun leverede en helt forrygende præstation med en redningsprocent på 71 procent,” fortæller Hornslet IF's cheftræner Max Christensen.
Hornslet IF kom aldrig i problemer i denne kamp, men havde så meget styr over begivenhederne i 2. halvleg, at holdet ikke kørte for fuld damp og nøjedes med en sejr på 23-19 efter 12-9 ved pausen.
”Vi var foran med op til 7 mål i 2. halvleg og tabte så momentum, men kom alligevel ud af kampen med en sejr på fire mål,” siger Max Christensen.

Tabet til Hadsten SK i pokalturneringen

Hornslet IF's divisionsdamer havde ikke spillet turneringskamp siden 2. februar, hvor det ellers formstærke hold løb ind i et overraskende 21-23 nederlag til Stautrup på hjemmebanen i Hornslethallerne.
Siden har der kun stået træning på programmet frem til torsdag aften, hvor Hornslet IF's divisionsdamer mødte 1. Divisionsholdet fra Hadsten SK i pokalturneringen Santander Cup.
”Det blev som ventet en kamp mod en stærkere modstander. Vi fulgte godt med i 1. halvleg og var bagud med 13-9 ved pausen. Vi kom skidt ud til 2. halvleg, hvor vi kom bagud med yderligere fire mål, og derefter så Hadsten sig ikke tilbage. De havde et gear ekstra, men det var en sjov kamp for mine spillere, og en kamp i en fin tilskuerkulisse med 135 tilskuere i Hornslethallerne,” siger Max Christensen.

To gode målmænd

Med sejren beholdt Hornslet IF sin 2.plads efter det suveræne førerhold Hasle KFUM.
Men Hornslet IF's damer har JAI lige i hælene, og århusianerne har samme pointtal som Hornslet med en kamp til gode. De to hold møder hinanden i sæsonens sidste kamp i et opgør, som kan blive afgørende for hvem der tager 2. pladsen i rækken. Hasle KFUM på førstepladsen sætter næppe sit forspring over styr.
Til opgøret mod ASA måtte Hornslet IF undvære Katrine Beedholm, som er på ferie, og Mia Nielsen, hvis skade har vist sig at være mere alvorlig end først antaget. Mia Nielsen har fået en meniskskade og kan ikke spille mere i denne sæson.
Til gengæld var der comeback til Cecilie Thrue, som er tilbage efter at hendes højskoleophold er afsluttet. Hun kan spille pladsen som venstre fløj efter Mathilde Kahr, som er i lykkelige omstændigheder, og Julie Svendsen, som er på et uddannelsesophold i udlandet.
Udover holdets to målmænd Maria Pape og Amalie Aagaard er der ros til Simone Handberg, som spillede sin hidtil bedste kamp i denne sæson, og Maja Hentze Andersen, som spillede på positioner som både højre back og venstre fløj og løste begge opgaver.
I sin næste kamp møder Hornslet IF søndag eftermiddag Skovbakken kl. 16.00 på hjemmebane i Hornslethallerne.
Søndagen efter er der lokalopgør mod Åstrup/Hammelev-Grenaa på udebane i Åstrup-Hallen.

FAKTA

3. Division Damer Pulje 3
Torsdag 28- februar kl. 13:35 Frederiksbjerghallerne, Århus
ASA, Århus 2 - Hornslet IF 19-23 (9-12)

Målscorere for Hornslet IF
Simone Handberg Pedersen: 5
Mai Søgaard: 5
Maja Hentze Andersen: 5
Emilie Gammelvind Sørensen: 3
Maria Møller: 2
Ann Ørum Christensen: 1
Linda Assing Christensen: 1
Cecilie Thrue: 1

Hornslet IF's holdopstilling
Maria Pape Andersen
Linda Assing Christensen
Mai Søgaard Bang
Maja Hentze Andersen
Cecilie Thrue
Maria M øller
Emilie Gammelvind Sørensen
Ann Ørum Christensen
Simone Handberg Pedersen
Amalie Aagaard

Publiceret 01 March 2016 15:12